De desperate
3.0
De belgiske Dardenne-brødre vandt i 2005 Guldpalmerne i Cannes for "L'Enfant", som handler om et par unge forældre, der befinder sig nederst på den sociale rangstige i industribyen Seraing. De lever af bistandshjælp og tyverier, og fyren slår til, da han hører, at man kan sælge et barn til 'adoption'.
"L'Enfant" følger tæt, hvordan de to hovedpersoner roder rundt med deres liv. Det er ren hverdagsskildring fra underklassen, holdt i minimalistisk, naturalistisk stil. I øjeblikket er der i Europa en bølge af en form for 'neutrale' film - hvor kameraet nærmest holder sig på afstand, og filmen ikke fortæller aktivt, så man som tilskuer selv må tolke, hvad man skal med filmen. Michael Hanekes film er andre eksempler. Men hvor eksempelvis hans "Caché" var gådefuld og spændende, er "L'Enfant" så nøgtern i sin socialrealisme, at jeg aldrig blev grebet. Og da handlingen samtidig er temmelig forudsigelig, syntes jeg, den var en tynd oplevelse, selv om det bestemt er teknisk dygtigt udført.
Jeg blev kun overrasket til sidst, men slutsekvensen er til gengæld så moraliserende, at jeg ikke køber den. Man kan sige, at filmen handler om, at der er noget godt i alle mennesker. Eller at man skal tage ansvar for sit eget liv. Eller at kærligheden overvinder alt. Det står ret åbent - men jeg vil hellere se "Pusher II" eller "Nordkraft" 10 gange til, end jeg vil se "L'Enfant" igen.
Måske er jeg blind over for noget her eller forstår ikke helt, hvor grænseoverskridende det er at sælge sit nyfødte barn ... Men jeg forstår simpelt hen ikke, hvad der gjorde denne film til en prisvinder.
"L'Enfant" følger tæt, hvordan de to hovedpersoner roder rundt med deres liv. Det er ren hverdagsskildring fra underklassen, holdt i minimalistisk, naturalistisk stil. I øjeblikket er der i Europa en bølge af en form for 'neutrale' film - hvor kameraet nærmest holder sig på afstand, og filmen ikke fortæller aktivt, så man som tilskuer selv må tolke, hvad man skal med filmen. Michael Hanekes film er andre eksempler. Men hvor eksempelvis hans "Caché" var gådefuld og spændende, er "L'Enfant" så nøgtern i sin socialrealisme, at jeg aldrig blev grebet. Og da handlingen samtidig er temmelig forudsigelig, syntes jeg, den var en tynd oplevelse, selv om det bestemt er teknisk dygtigt udført.
Jeg blev kun overrasket til sidst, men slutsekvensen er til gengæld så moraliserende, at jeg ikke køber den. Man kan sige, at filmen handler om, at der er noget godt i alle mennesker. Eller at man skal tage ansvar for sit eget liv. Eller at kærligheden overvinder alt. Det står ret åbent - men jeg vil hellere se "Pusher II" eller "Nordkraft" 10 gange til, end jeg vil se "L'Enfant" igen.
Måske er jeg blind over for noget her eller forstår ikke helt, hvor grænseoverskridende det er at sælge sit nyfødte barn ... Men jeg forstår simpelt hen ikke, hvad der gjorde denne film til en prisvinder.
25/05-2007
