Sex, vold og hjernevask

’A Clockwork Orange’ udspiller sig i en futuristisk verden, hvor menneskehedens ’gode’ aspekter er tabt i al glemsel. Derimod er verdenens forskrækkelige status kreeret af ondsindede skikkelser, der bryder sig om at voldtage, ødelægge og dræbe.

(Mulig spoiler forude)

Heriblandt unge Alex, der sammen med sine tre følgesvende, udøver ’julelege’ på mere eller mindre tilfældige ofre. De fire venners forbrydelser kan vel indrammes i genren ’meget voldske ungdomsforetagender’, da de – og specielt frontfiguren, Alex – ikke tøver med at invalidere deres ofre, hvad enten de efterlader dem med slemme skrammer eller sågar planter dem i kørestolens kolde sæde. Dog tager disse heftige små-forbrydelser overhånd, da Alex knalder en statue af en vis kønsdel, ned i en uhumsk kvindes forskræmte grimasse, som derefter - på tragisk vis - omkommer. Alex idømmes en straf på intet mindre en fjorten år i et afskyeligt fængsel, der sitrer af en kvalmende sort-hvid-ideologi. Alex’ fængselsophold bliver dog betydeligt forkortet, da han efter et par år bag tremmerne går med til at medvirke i forskningen af en ny afstraffelsesmetode, der efter sigende tager udgangspunkt i ’oplæring’ af synderen. Hans rolle i projektet er som vaskeægte forsøgskanin, hvor han ’kureres’ og frigives, hvorefter han for alvor kommer i clinch med fortidens iskolde fakta.

(Spoiler slut)

’A Clockwork Orange’ er et overvældende sansesammensurium af billeder, ord og musik, der ganske elegant smelter sammen til en karakteristik af Kubricks forestilling om den påfølgende verden. En ekstremt pornofikseret, voldelig og uæstetisk verden, der dog ikke befinder sig så fjernt fra vores, som den burde. Det er bare at skrælle nutidens formindskede godhed bort fra jordens atmosfære, og voila! Så er der dømt dommedag. Mon det kommer så vidt?

Dog er Kubricks dramas hovedærinde ikke at illustrere den fremtid, vi nærmer os; det er langt mere at stille spørgsmålstegn ved den retspolitiske udvikling, der foregår i politik. I ’A Clockwork Orange’ formidles netop de retspolitiske problematikker igennem det såkaldte Ludovico, der i al umenneskelighed fratager dets ofre potentialet til at bestemme deres fremtid på egen hånd. Denne særprægede facon for afstraffelse kan på sin vis paralleliseres med den højst ubarmhjertige dødsstraf, der – i mine øjne – står alt for stærkt i den moderne retspolitik. Men det er der jo så mange, der er bunduenige med mig i, hvorfor ’A Clockwork Orange’ smukt lægger op til betydningsfulde diskussioner om forskellige fundamentale og retspolitiske motiver.

Nok om tør retspolitik og lad mig i stedet fremhæve ’A Clockwork Orange’s filmiske aspekter, der i et virvar af sanselige billeder, lyde og ord, er intet mindre end ualmindeligt imponerende. Det drejer sig om smarte belysninger, der fremkalder lange, dystre skygger, fyldige udsnit af Beethovens niende symfoni, der i særdeleshed brillerer i Alex’ meditative perioder (ja, sådan nogle er der også) og ikke mindst brummende elektroniske lyde, der navnlig figurerer i de mørkere øjeblikke i historien. Alt dette vidner bare om den virtuose instruktion fra mesterlige Kubrick, der ikke sparer på krudtet i den mildt sagt sprudlende filmlyrik, krydret med god dialog, spændende musik og nuancerede billeder.

’A Clockwork Orange’ er dog ikke kun en opvisning i filmisk hurlumhej; det er en film med noget på hjerte, med følelser og med intelligens - en ganske enestående oplevelse, der på trods af den sidste stjernes urimelige fravær, demonstrerer tilpas mange kvaliteter til at kalde sig en filmhistorisk perle.