action- og humorrig, men inferiør afslutning
4.0
Den signaturiske filminstruktør Sam Raimi er noget af et unikum i den amerikanske filmindustri. Ligesom sjælefællen Peter Jackson indledte han sin ret opsigtsvækkende karriere med en kultstatuerende og respektløs horrorpastiche, den ofte imiterede Evil Dead, hvori en stilsikker og innovativ vitalitet blev opvist i kongruens med et overlegent håndelag over de filmiske virkemidler. Raimi efterfulgte succesen med to ligeså groteske og sorthumoristiske efterfølgere, der dannede en kvalitativ og ganske enestående trilogi. Midt imellem den friske stiløvelsesperfektionisme formåede Raimi dog også at ekspanderer sit indiskutable talent, og han udviste en kompetent alsidighed i så distingverende genre som romantisk drama (For Love of the Game), regulær gyserfilm (The Gift), ultravoldelig spaghettiwestern (The Quick and the Dead) og ikke mindst eksistentialistisk thriller (topmålet A Simple Plan). Det var dog først, da Raimi med stor succesfuldhed filmatiserede Marvel-tegneserien Spider-Man, at han erhvervede sig mere bredtfavnende og kommerciel anerkendelse, dog uden på nogen måder at gå på kompromis med sin kunstneriske integritet. Med Spider-Man var Raimi med til at katalysere det store boom af tegneseriefilmatiseringer, men kvalitetsmæssigt blev han dog kun overgået af Bryan Singers sublime X-Men film. Spider-Man bød på en veldoseret mængde af patos, humanistiske værdier og moraler og ikke mindst spandevis af stiliseret og adrenalinfyldt tegneserieaction. Den obligatoriske fortsættelse fulgte i samme spor som forgængeren og overgik endda denne på flere punkter. For mit vedkommende er langtidsholdbarheden af de to film muligvis tvivlsom, men utvivlsomt er det dog, at det er fremragende og yderst veliscenesatte værker, der både appellerer til ens indre voldshungrende drengerøv og det mere emotionelle aspekt. Forventningerne har selvsagt været monumentalt høje til Raimis fuldendelse af Spider-Man trilogien, men disse indfries desværre ikke optimalt, og den sidste svinedyre producerede Spider-Man film fra Raimis hånd er utvivlsomt trilogiens mest slapt strukturerede og svageste.
Spider-Man 3 indledes med en lettere unødvendig repetition af forgængernes historier, hvor man helt bestemt har skullet bevidne disse for at få fuldt udbytte af denne film, men de tidligere films handlingstråde eller tematikker bliver ikke kortlagt tilfredsstillende. Tobey Maguire vender atter tilbage som den hårdt prøvede Peter Parker, der lever et skizofrenisk liv som henholdsvis nørdet fysikstuderende og livsreddende superhelt. Efter to film har han lært at balancere mellem privatsfæren og den offentlige celebration, og forholdet med kæresten kører friktionsfrit. Raimi ynder at indlede sine film med en altoverskyggende idyl, for derefter at rive lykkelighedsfundamentet hårdtslående væk under sin protagonist, der må gennemgå en heftig fysisk og psykisk tortur. I Spider-Man 3 (som Raimi har skrevet sammen med sin bror Ivan Raimi) er den dominerende hovedkarakter dog ikke længere så interessant, og de psykologiske tematikker (der førhen adskilte de to første Spider-Man film kvalitativt fra sine konkurrenter, hvor psykoanalysen muligvis ikke var dybdegående, men langt over middel, blockbustergenren taget i betragtning) er ganske tyndslidte og lettere kedsommelige. Maguire er blevet overmandet af en selvfed narcissisme, der manifesteres fysisk gennem en værtssøgende symbiose, der fremmaner eksisterende følelser i aggressionens navn. Raimi virker dog mere interesseret i en af de talrige skurke i filmen, Sandman, der spilles med en smittende indlevelse af Thomas Hayden Church. Der bliver brugt forholdsvis megen tid på Sandmans baggrundshistorie, der dog må overgive fokus senere i filmen, hvor Raimi overlæsser handlingen med lidt for mange skurke og handlingstråde, der ikke driver filmen logisk fremad. Den afdøde Green Goblin hjemsøger sønnen Harry (vidunderlig nuanceret spillet af James Franco), der forblinder sig selv med idealbilleder af faderen og kaster sin hævn over på Spider-Man. Raimi fremhæver genuine pointer om, at hævn og efterfølgende tilgivelse findes i hjertet og ikke i hukommelsen, og Spider-Man 3 er fundamentalt set en lidt naiv, men stadig hjertevarmende og oprigtig skildring af tilgivelsens magt.
Raimi glemmer heldigvis ikke det problematiske kærlighedsaspekt, og Kirsten Dunst bibringer filmen en emotionel kaptivation og skrøbelighed som figuren M.J., der kæmper med egen usuccesfuldhed og kærestens gradvise selvbetagelse. Dunst er en af Hollywoods mest bedårende talenter, og oftest er det kun hende, der hæver sentimentaliteten op på det tålelige niveau. I biroller er Topher Grace og yndige Bryce Dallas Howard hensat til periferien som henholdsvis den monstrøse Venom og jalousiopbyggende kærlighedskonkurrent. Der er dog stor glæde og fornøjelse at finde hos den total overdrevne og morsomme J.K. Simmons og ikke mindst kultikonet Bruce Campell som slesk, men hjælpsom fransk tjener.
Som førnævnt overlæsser Raimi sin film med sidehistorier, karakterer og indifferente scenariums, og man savner den langt mere stringente og velkomponerede fortællerform fra de forrige film. Actionscenerne byder ligeledes ikke på den samme episke gennemslagskraft som før, men man skal være noget af en drøvtygger for ikke at finde superunderholdning i de utallige kollisionsscener og kampsekvenser, hvori de digitale effekter er intet mindre end overrumplende. Raimi mestrer den fysiske voldsomhed som ingen anden, men selvom det aldrig bliver hverken decideret voldeligt eller blodigt (Spider-Man 3 er basalt set en familiefilm med enkelte skræmmende momenter), så er det uhyre kreativt iscenesat fra en mand, der har sin helt egen opfattelse af uforpligtende mainstreamunderholdning.
Den visuelle side i Spider-Man 3 er ikke overraskende bjergindtagende og tilpas tegneserieagtig pastelfarvet, og som æstetiker understreger Raimi endnu engang (i kollaboration med fotografen Bill Pope, der ligeledes filmede Wachowski-brødrenes banebrydende, men også fejlfyldte Matrix-trilogi), at han er et særegent talent. Spider-Man 3 er på flere måder en skuffende film, der ikke lever op til forgængernes kvaliteter, men den er skam stadig seværdig og dejlig underholdende (om end for lang). Jeg håber dog, at Raimi nu har afsluttet sin fornøjelige edderkoppefascination, da benene er gennemkogte og resultatet samlet set glimrende.
Spider-Man 3 indledes med en lettere unødvendig repetition af forgængernes historier, hvor man helt bestemt har skullet bevidne disse for at få fuldt udbytte af denne film, men de tidligere films handlingstråde eller tematikker bliver ikke kortlagt tilfredsstillende. Tobey Maguire vender atter tilbage som den hårdt prøvede Peter Parker, der lever et skizofrenisk liv som henholdsvis nørdet fysikstuderende og livsreddende superhelt. Efter to film har han lært at balancere mellem privatsfæren og den offentlige celebration, og forholdet med kæresten kører friktionsfrit. Raimi ynder at indlede sine film med en altoverskyggende idyl, for derefter at rive lykkelighedsfundamentet hårdtslående væk under sin protagonist, der må gennemgå en heftig fysisk og psykisk tortur. I Spider-Man 3 (som Raimi har skrevet sammen med sin bror Ivan Raimi) er den dominerende hovedkarakter dog ikke længere så interessant, og de psykologiske tematikker (der førhen adskilte de to første Spider-Man film kvalitativt fra sine konkurrenter, hvor psykoanalysen muligvis ikke var dybdegående, men langt over middel, blockbustergenren taget i betragtning) er ganske tyndslidte og lettere kedsommelige. Maguire er blevet overmandet af en selvfed narcissisme, der manifesteres fysisk gennem en værtssøgende symbiose, der fremmaner eksisterende følelser i aggressionens navn. Raimi virker dog mere interesseret i en af de talrige skurke i filmen, Sandman, der spilles med en smittende indlevelse af Thomas Hayden Church. Der bliver brugt forholdsvis megen tid på Sandmans baggrundshistorie, der dog må overgive fokus senere i filmen, hvor Raimi overlæsser handlingen med lidt for mange skurke og handlingstråde, der ikke driver filmen logisk fremad. Den afdøde Green Goblin hjemsøger sønnen Harry (vidunderlig nuanceret spillet af James Franco), der forblinder sig selv med idealbilleder af faderen og kaster sin hævn over på Spider-Man. Raimi fremhæver genuine pointer om, at hævn og efterfølgende tilgivelse findes i hjertet og ikke i hukommelsen, og Spider-Man 3 er fundamentalt set en lidt naiv, men stadig hjertevarmende og oprigtig skildring af tilgivelsens magt.
Raimi glemmer heldigvis ikke det problematiske kærlighedsaspekt, og Kirsten Dunst bibringer filmen en emotionel kaptivation og skrøbelighed som figuren M.J., der kæmper med egen usuccesfuldhed og kærestens gradvise selvbetagelse. Dunst er en af Hollywoods mest bedårende talenter, og oftest er det kun hende, der hæver sentimentaliteten op på det tålelige niveau. I biroller er Topher Grace og yndige Bryce Dallas Howard hensat til periferien som henholdsvis den monstrøse Venom og jalousiopbyggende kærlighedskonkurrent. Der er dog stor glæde og fornøjelse at finde hos den total overdrevne og morsomme J.K. Simmons og ikke mindst kultikonet Bruce Campell som slesk, men hjælpsom fransk tjener.
Som førnævnt overlæsser Raimi sin film med sidehistorier, karakterer og indifferente scenariums, og man savner den langt mere stringente og velkomponerede fortællerform fra de forrige film. Actionscenerne byder ligeledes ikke på den samme episke gennemslagskraft som før, men man skal være noget af en drøvtygger for ikke at finde superunderholdning i de utallige kollisionsscener og kampsekvenser, hvori de digitale effekter er intet mindre end overrumplende. Raimi mestrer den fysiske voldsomhed som ingen anden, men selvom det aldrig bliver hverken decideret voldeligt eller blodigt (Spider-Man 3 er basalt set en familiefilm med enkelte skræmmende momenter), så er det uhyre kreativt iscenesat fra en mand, der har sin helt egen opfattelse af uforpligtende mainstreamunderholdning.
Den visuelle side i Spider-Man 3 er ikke overraskende bjergindtagende og tilpas tegneserieagtig pastelfarvet, og som æstetiker understreger Raimi endnu engang (i kollaboration med fotografen Bill Pope, der ligeledes filmede Wachowski-brødrenes banebrydende, men også fejlfyldte Matrix-trilogi), at han er et særegent talent. Spider-Man 3 er på flere måder en skuffende film, der ikke lever op til forgængernes kvaliteter, men den er skam stadig seværdig og dejlig underholdende (om end for lang). Jeg håber dog, at Raimi nu har afsluttet sin fornøjelige edderkoppefascination, da benene er gennemkogte og resultatet samlet set glimrende.
26/05-2007
