Kække pirater i festfyrværkeri
4.0
Så er det tid igen. De nuancerede pirater, stærkt anført af den fimsede og sarkastiske Jack Sparrow (Johnny Depp), vender - i ’At Worlds End’ - atter tilbage med en hel bunke uimodståelige piratfiksfakserier, hvor der allerede fra afsættet dækkes op til et stort og mangfoldigt festfyrværkeri. Hvilket den tredje film i piratrækken da også – trods spildt potentiale – ender i. Det er ikke altid lige stor filmkunst, men det er i sandhed fornøjeligt at befinde sig i den effektfulde regn af Zimmers pompøse musik, visuelle finurligheder og dårlige piratjokes!
Blandt de stærkeste aspekter i de to foregående piratfilm var den herlige selvironi, der – uden nogen form for filter – udpensledes igennem rappe replikker og skæve sekvenser. I ’At Worlds End’ hersker selvsarkasmen fortsat i bedste velgående, og hvor mange havde svært ved at sluge aspektet i ’The Curse of the Black Pearl’, har det efterhånden etableret sig så godt, at man har vanskeligheder ved at forestille sig filmene uden. Og det er da også originalt at tvinge pirater til at affyre kække jokes i brede baner, hvor de i så mange andre fortællinger, figurerer under bælgmørke personkategorier. Men altså ikke i ’Pirates of the Carribean’, hvor tonen, billederne og musikken sitrer af begejstring, betagende farvenuancer og en befriende sans for humor.
Visuelt er ’At Worlds End’ – om muligt – endnu flottere end sine forgængere. Det handler ikke blot om overdådige effekter, imponerende kostumer, detaljerede udsmykninger eller før nævnte farvesammensætninger. Derimod er det glæden, der omslutter ethvert billede i filmen, der gør det fantastiske udslag. Den glæde, der bobler i de fremragende skuespillere, glæden, der griber fat i publikum og påtvinger dem at blotte smilehullerne og glæden, der sitrer i Hans Zimmers guddommelige musik. Kort sagt: Der er fest, farver og glade piratdage, også i denne tredje film i den humørfyldte serie.
’Pirates of the Caribbean: At Worlds End’ er dog langtfra et filmisk kunststykke. Der opstår jævnligt knuder i plottet, og det glædessitrende univers agerer til tider som en gigantisk rodebutik. Men det hindrer ikke ’At Worlds End’ i at være en lang og fyldig humørbombe, der eksploderer i et højlydt billede- og musikbrøl ved det afgørende slag midt ude på det åbne, blå hav. Det er ustyrligt fornøjeligt, visuelt betagende og lydmæssigt vidunderligt; et rent festfyrværkeri, ganske nær den femte stjerne.
Blandt de stærkeste aspekter i de to foregående piratfilm var den herlige selvironi, der – uden nogen form for filter – udpensledes igennem rappe replikker og skæve sekvenser. I ’At Worlds End’ hersker selvsarkasmen fortsat i bedste velgående, og hvor mange havde svært ved at sluge aspektet i ’The Curse of the Black Pearl’, har det efterhånden etableret sig så godt, at man har vanskeligheder ved at forestille sig filmene uden. Og det er da også originalt at tvinge pirater til at affyre kække jokes i brede baner, hvor de i så mange andre fortællinger, figurerer under bælgmørke personkategorier. Men altså ikke i ’Pirates of the Carribean’, hvor tonen, billederne og musikken sitrer af begejstring, betagende farvenuancer og en befriende sans for humor.
Visuelt er ’At Worlds End’ – om muligt – endnu flottere end sine forgængere. Det handler ikke blot om overdådige effekter, imponerende kostumer, detaljerede udsmykninger eller før nævnte farvesammensætninger. Derimod er det glæden, der omslutter ethvert billede i filmen, der gør det fantastiske udslag. Den glæde, der bobler i de fremragende skuespillere, glæden, der griber fat i publikum og påtvinger dem at blotte smilehullerne og glæden, der sitrer i Hans Zimmers guddommelige musik. Kort sagt: Der er fest, farver og glade piratdage, også i denne tredje film i den humørfyldte serie.
’Pirates of the Caribbean: At Worlds End’ er dog langtfra et filmisk kunststykke. Der opstår jævnligt knuder i plottet, og det glædessitrende univers agerer til tider som en gigantisk rodebutik. Men det hindrer ikke ’At Worlds End’ i at være en lang og fyldig humørbombe, der eksploderer i et højlydt billede- og musikbrøl ved det afgørende slag midt ude på det åbne, blå hav. Det er ustyrligt fornøjeligt, visuelt betagende og lydmæssigt vidunderligt; et rent festfyrværkeri, ganske nær den femte stjerne.
26/05-2007
