Klichéfyldt spøgelsesflop
2.0
Endnu et kvalmende uambitiøst disney-flop, hvor den forkerte side af grænsen mellem det morsomme og det direkte platte betrædes. Med andre ord er ’The Haunted Mansion’ (’Spøgelseshuset’), trods farverige opsætninger, eventyrlige musikalske kvaliteter og nydelige visuelle effekter, et komplet ligegyldigt og aldeles umorsomt udspil, der vil lidt, men kan mindre. Det eneste uhyggelige i filmen er alene de mange filmiske fadæser, der i hobetal overskygger de få lysglimt.
At kalde det vanvittigt klichéoverfyldte plot for originalt ville være en regulær forbrydelse – hør bare: En ejendomsmægler (Eddie Murphy) sælger huse i massevis, men da hans kone (Marsha Tomason) er utilfreds med hans indsats som ægtemand, foreslår hun en fredelig familietur, hvor alle arbejdsbekymringer lades tilbage. Et forslag, der vedtages, hvorfor far, mor og børn (Marc John Jefferies og Aree Davis) begiver sig ud på tur. Dog ligger de først en afstikker forbi et gammelt spøgelseshus, som faderen skal sælge. Opholdet i det makabre galehus viser sig desværre længere og uhyggeligere end forudset, og snart drages familien ind i et ældgammelt mysteriums hemmelighedsfulde brændpunkt.
’The Haunted Mansion’ er kategoriseret som en gyser, hvad den yngste generation måske kunne forsvare, hvis ikke det var for Murphys uendelige virvar af brækfremkaldende kommentarer. Disse er til tider så kropumulige og af en så ringe karakter, at man fristes til at bevæge lattermusklerne alligevel. Det sker dog sjældent, da Murphy virker aldeles malplaceret i det eventyrlige disneyunivers – i hvert fald så længe ordene, der forlader hans mund, er så tåbelige og destruktive, som de så åbenlyst er. Han kan være sjov Eddie Murphy, og ville muligvis også være det i ’The Haunted Mansion’, hvis han havde fået tildelt nogle forsvarlige replikker, hvad øjensynligt ikke var tilfældet.
’The Haunted Mansion’ glimrer af og til i kraft af sine før nævnte billedlige og musikalske kvaliteter. Men da plottet besidder et klichéindhold af nærmest uset karakter og manuskriptet er proppet med så mange ligegyldige og aldeles umorsomme jokes, der fratager det gyselige aspekt potentialet for dominans, havner disneyfilmen nær den regulære katastrofe.
At kalde det vanvittigt klichéoverfyldte plot for originalt ville være en regulær forbrydelse – hør bare: En ejendomsmægler (Eddie Murphy) sælger huse i massevis, men da hans kone (Marsha Tomason) er utilfreds med hans indsats som ægtemand, foreslår hun en fredelig familietur, hvor alle arbejdsbekymringer lades tilbage. Et forslag, der vedtages, hvorfor far, mor og børn (Marc John Jefferies og Aree Davis) begiver sig ud på tur. Dog ligger de først en afstikker forbi et gammelt spøgelseshus, som faderen skal sælge. Opholdet i det makabre galehus viser sig desværre længere og uhyggeligere end forudset, og snart drages familien ind i et ældgammelt mysteriums hemmelighedsfulde brændpunkt.
’The Haunted Mansion’ er kategoriseret som en gyser, hvad den yngste generation måske kunne forsvare, hvis ikke det var for Murphys uendelige virvar af brækfremkaldende kommentarer. Disse er til tider så kropumulige og af en så ringe karakter, at man fristes til at bevæge lattermusklerne alligevel. Det sker dog sjældent, da Murphy virker aldeles malplaceret i det eventyrlige disneyunivers – i hvert fald så længe ordene, der forlader hans mund, er så tåbelige og destruktive, som de så åbenlyst er. Han kan være sjov Eddie Murphy, og ville muligvis også være det i ’The Haunted Mansion’, hvis han havde fået tildelt nogle forsvarlige replikker, hvad øjensynligt ikke var tilfældet.
’The Haunted Mansion’ glimrer af og til i kraft af sine før nævnte billedlige og musikalske kvaliteter. Men da plottet besidder et klichéindhold af nærmest uset karakter og manuskriptet er proppet med så mange ligegyldige og aldeles umorsomme jokes, der fratager det gyselige aspekt potentialet for dominans, havner disneyfilmen nær den regulære katastrofe.
27/05-2007
