Glory på fransk og arabisk
4.0
Fransk krigsfilm, der minder meget om den amerikanske "Glory", bortset fra at denne her foregår under 2. Verdenskrig og handler om arabiske soldater i stedet for sorte soldater under Den Amerikanske Borgerkrig.
Hovedpersonerne i "Indigènes" er unge nordafrikanske mænd, der lader sig indrullere i de frie franske styrker og kæmper mod den nazistiske besættelsesmagt i det "fædreland", de aldrig tidligere har sat fod i. Netop de mange begejstrede råb om fædrelandet understreger filmens pointe om, at man her havde nogle mennesker, der var villige til at kæmpe for en sag, der ærligt talt ikke var særligt vedkommende for dem - og som tak blev pisset på af det officielle Frankrig. Filmens arabiske soldater bliver nemlig brugt som kanonføde og får ingen anerkendelse for deres bedrifter i form af forfremmelser eller lignende. "Indigènes" er rig på eksempler på, hvordan de bliver behandlet mere eller mindre åbenlyst racistisk, men det mest hjerteskærende er historien om den soldat, som finder sig en hvid pige i Marseille og lover at komme tilbage til hende - hvorefter hæren uden nogen fornuftig grund beslaglægger deres breve til hinanden.
Det er en film med klare politiske budskaber fra de fransk-arabere, der står bag - bl.a. Jamel Debbouze, der både har produceret og spiller én af hovedrollerne i usædvanligt indadvendt stil (han er bedst kendt som standupper i Frankrig). Blandt skuespillerne synes jeg dog, at det var befalingsmændene, der brændte stærkest igennem - både Sami Bouajila som ambitiøs algerisk korporal og Bernard Blancan, der som delingens hårde sergent flot skaber en ambivalent figur, som på én gang beskytter militærsystemet og prøver at få bedre forhold for sine mænd. Men generelt er det en virkelig velspillet film, og på sidste års Cannes-festival vandt de fem hovedroller da også prisen for bedste skuespiller i fællesskab.
Derudover er den teknisk nydeligt lavet - især den afsluttende kamp om en lille landsby i Vogeserne er medrivende, selv om "Indigènes" ikke kommer i nærheden af kampscenerne i Hollywood-produktioner som "Saving Private Ryan" eller "Letters from Iwo Jima". Til gengæld synes jeg, at filmens overordnede historie bliver lidt kluntet fortalt med nogle voldsomme spring og lovlig mange gentagelser af dens socialt indignerede pointer. Jeg blev i hvert fald aldrig helt fanget af den, måske også fordi der ikke var så meget tvivl om, at hovedpersonerne ville blive røvrendt ved enhver lejlighed. Men det er klart en film med noget på hjerte - den franske regering kan bare se at komme i gang med at udbetale de pensioner til afrikanske krigsveteraner, som ifølge efterteksterne har været fastfrosset i snart 50 år. Og på et mere overordnet plan er det ikke svært at se filmen som et argument for, at frøene til den eksplosive utilfredshed blandt nutidens fransk-arabere er blevet sået igennem meget lang tid.
Hovedpersonerne i "Indigènes" er unge nordafrikanske mænd, der lader sig indrullere i de frie franske styrker og kæmper mod den nazistiske besættelsesmagt i det "fædreland", de aldrig tidligere har sat fod i. Netop de mange begejstrede råb om fædrelandet understreger filmens pointe om, at man her havde nogle mennesker, der var villige til at kæmpe for en sag, der ærligt talt ikke var særligt vedkommende for dem - og som tak blev pisset på af det officielle Frankrig. Filmens arabiske soldater bliver nemlig brugt som kanonføde og får ingen anerkendelse for deres bedrifter i form af forfremmelser eller lignende. "Indigènes" er rig på eksempler på, hvordan de bliver behandlet mere eller mindre åbenlyst racistisk, men det mest hjerteskærende er historien om den soldat, som finder sig en hvid pige i Marseille og lover at komme tilbage til hende - hvorefter hæren uden nogen fornuftig grund beslaglægger deres breve til hinanden.
Det er en film med klare politiske budskaber fra de fransk-arabere, der står bag - bl.a. Jamel Debbouze, der både har produceret og spiller én af hovedrollerne i usædvanligt indadvendt stil (han er bedst kendt som standupper i Frankrig). Blandt skuespillerne synes jeg dog, at det var befalingsmændene, der brændte stærkest igennem - både Sami Bouajila som ambitiøs algerisk korporal og Bernard Blancan, der som delingens hårde sergent flot skaber en ambivalent figur, som på én gang beskytter militærsystemet og prøver at få bedre forhold for sine mænd. Men generelt er det en virkelig velspillet film, og på sidste års Cannes-festival vandt de fem hovedroller da også prisen for bedste skuespiller i fællesskab.
Derudover er den teknisk nydeligt lavet - især den afsluttende kamp om en lille landsby i Vogeserne er medrivende, selv om "Indigènes" ikke kommer i nærheden af kampscenerne i Hollywood-produktioner som "Saving Private Ryan" eller "Letters from Iwo Jima". Til gengæld synes jeg, at filmens overordnede historie bliver lidt kluntet fortalt med nogle voldsomme spring og lovlig mange gentagelser af dens socialt indignerede pointer. Jeg blev i hvert fald aldrig helt fanget af den, måske også fordi der ikke var så meget tvivl om, at hovedpersonerne ville blive røvrendt ved enhver lejlighed. Men det er klart en film med noget på hjerte - den franske regering kan bare se at komme i gang med at udbetale de pensioner til afrikanske krigsveteraner, som ifølge efterteksterne har været fastfrosset i snart 50 år. Og på et mere overordnet plan er det ikke svært at se filmen som et argument for, at frøene til den eksplosive utilfredshed blandt nutidens fransk-arabere er blevet sået igennem meget lang tid.
28/05-2007
