Menneskelighed i ghettoen

Sidste års Oscar for bedste udenlandske film gik til "Tsotsi", der er sydafrikansk og handler om lederen af en bande fra ét af Johannesburgs townships. Tsotsi er egoistisk og voldelig, men bliver pludselig konfronteret med en anden side af sig selv, da han skyder en kvinde for at stjæle hendes bil - og først bagefter opdager, at hun havde et spædbarn siddende på bagsædet.

"Tsotsi" er en ujævn blanding af barsk socialrealisme og den feelgood-stemning, der opstår i takt med, at hovedpersonen forsøger at tage sig af spædbarnet. Den er lige ved at kamme over og blive for naivt sentimental, og som portræt af de mekanismer, der driver kriminaliteten i slumkvarteret, er den en klasse under den brasilianske "City of God".

Men samtidig er det en rigtig velfungerende film på flere planer. Den er smukt fotograferet, og de unge sydafrikanske skuespillere gør det godt - og så taler de zulu og xhosa med gangsterattituder, hvilket er alt for sejt. Soundtracket er også fedt og giver virkelig en fornemmelse af at høre lyden af ghettoen i en slags ur-rap. Og ikke mindst har "Tsotsi" - især i slutscenen - en rå emotionel styrke, som de færreste film kan matche.