Ikke uden min søn
2.0
Mens man ser Nick Cassavetes ”John Q” og dens appellerende prædiken om en mands kamp mod et nådesløst hospitalssystem, føler man sig godt og grundigt stolt over vores eksemplariske sygevæsen herhjemme i lille Danmark. Enhver anden tilfredsstillende følelse end denne bliver dog brat kvalt når Hollywood igen, igen, igen ruller hele repertoiret af kommercialisme ud til luftning og atter engang tager et eller solidt emne med sig i døden. Igen er man endt op med de tre udødelige guldkorn: Gidsler, sniperifler og indsatsstyrker. Og igen er man endt op med håret i postkassen.
Der kunne altså være endt noget yderst interessant op af historien om den lavtstillede familiefar, John Q, der - uden opsparing og forsikring - kæmper en brav kamp for en sygeseng og en hjertetransplantation til sin livstruede søn. Noget der for alvor slog fast hvor lidt menneskets helt elementære morale har at sige i et system, der har glemt hvem det hjælper, eller måske endda byde på en ny indfaldsvinkel til sagen. Under alle omstændigheder ligger der noget spændende råstof i problemstillingen både om sagens kerne, altså sygehusordningerne, men også om farens handlinger med en pistol mellem hænderne. Om hans ret pludselig overskygger de menneskers liv han sætter på spil.
Når disse potentielle muligheder eller de helt basale bestræbelser på at skabe en god film slår fejl, synes det ikke mindst at skyldes tonsvis af hindringer i at overkomme filmens pinligt blege manuskript, der både mangler nytænkning og en helt grundlæggende ladning mod at køre på. Mod til at fravælge de lette løsninger og styre i andre retninger end de sikre. Det er hovedsageligt manglen på det mod der lader den godhjertede John Q i stikken midt i et akavet underholdningsshow, og i et overskudsprodukt der ligner de andre som møtrikker på et samlebånd.
Selvom mulighederne altså er mange og gode, overbeviser Cassavetes os aldrig om, hvorfor man bør se hans film og ikke læse en bog om emnet i stedet. Den eneste rigtig gode grund til at lægge øjne til resultatet må være den som altid veloplagte og fremragende Denzel Washington, men når han suppleres af blandt andre folk som Robert Duvall og Ray Liotta i dybt kedelige roller der stinker langt væk af rutine, svage spændingselementer og forudsigelige træk, er der for mig at se altså ikke meget at rafle om her og dommen derfor kort og klar: "John Q" er en dybt mislykket film.
Der kunne altså være endt noget yderst interessant op af historien om den lavtstillede familiefar, John Q, der - uden opsparing og forsikring - kæmper en brav kamp for en sygeseng og en hjertetransplantation til sin livstruede søn. Noget der for alvor slog fast hvor lidt menneskets helt elementære morale har at sige i et system, der har glemt hvem det hjælper, eller måske endda byde på en ny indfaldsvinkel til sagen. Under alle omstændigheder ligger der noget spændende råstof i problemstillingen både om sagens kerne, altså sygehusordningerne, men også om farens handlinger med en pistol mellem hænderne. Om hans ret pludselig overskygger de menneskers liv han sætter på spil.
Når disse potentielle muligheder eller de helt basale bestræbelser på at skabe en god film slår fejl, synes det ikke mindst at skyldes tonsvis af hindringer i at overkomme filmens pinligt blege manuskript, der både mangler nytænkning og en helt grundlæggende ladning mod at køre på. Mod til at fravælge de lette løsninger og styre i andre retninger end de sikre. Det er hovedsageligt manglen på det mod der lader den godhjertede John Q i stikken midt i et akavet underholdningsshow, og i et overskudsprodukt der ligner de andre som møtrikker på et samlebånd.
Selvom mulighederne altså er mange og gode, overbeviser Cassavetes os aldrig om, hvorfor man bør se hans film og ikke læse en bog om emnet i stedet. Den eneste rigtig gode grund til at lægge øjne til resultatet må være den som altid veloplagte og fremragende Denzel Washington, men når han suppleres af blandt andre folk som Robert Duvall og Ray Liotta i dybt kedelige roller der stinker langt væk af rutine, svage spændingselementer og forudsigelige træk, er der for mig at se altså ikke meget at rafle om her og dommen derfor kort og klar: "John Q" er en dybt mislykket film.
28/05-2007
