just like hell

Ekstrem formularisk og anonymiseret romantisk komedie, der vedhægter sig den bundløse række af den forslidte genres produkter, hvis uskyldige harmløshed ikke kompenserer for den nærmest depraverende stupiditet og kommerciel kalkulation, der ligger bag filmens unødvendige skabelse. Instruktøren Mark Waters har med de tilforladelige Lindsay Lohan komedier Freaky Friday og Mean Girls ellers bevist, at hans håndelag ikke er helt håbløs, men med Just Like Heaven har han kreeret en ubærlig omgang filmlort, hvor publikum sidder hovedrystende tilbage og griner af alle de forkerte grunde.

Det intetsigende kvindeidol Reese Witherspoon har muligvis dannet et beundringsværdigt forbillede ud fra hæderlig feminisme og ikke selvnedværdigende pornolummeri, men det ændrer ikke det faktum, at hun er ganske talentløs, irriterende og uden snerten af komisk karisma (hendes superbe præstation i den biografiske Walk the Line indikerer dog, at hun har potentiale til andet og mere end disse imbecile romantiske komedier). I Just Like Heaven er hun den dagdrømmende professionsskabende hovedperson uden liv eller kærlighed, og førnævnte mister hun endda i en tragisk ulykke. Ind træder den altid fremragende, men lidt for ufiltrerende Mark Ruffalo, som er den eneste, der kan se Witherspoons ånd. Sød musik opstår og klichéernes indmarch er bombastisk og altfortærende. Waters har ingen sidehistorier- eller karakterer til at befri publikum for hovedomdrejningspunktets tynde og håbløs umorsomme præmis, og man lulles hurtigt i søvn over Ruffalo og Witherspoons interne friktioner, der aldrig slår hverken komiske eller romantiske gnister. Just Like Heaven er en ret så miserabel film, hvis uforpligtende underholdningsstatus er løgnagtigt; dette er rendyrket harmefremkaldelse.