Copycat

2.0
Den første scene er superfed. Den viser en fantastisk dialog med en overraskende slutning i en lufthavns ventesal - båret af Bruce Willis, som man senere finder ud af spiller lejemorder i verdensklasse.

Men derfra går det ikke så godt - faktisk lever "Lucky Number Slevin" kun, når Willis er med. Den burde simpelt hen have handlet om hans karakter frem for Josh Hartnetts forvirrede unge mand, der låner en lejlighed af en ven, men pludselig bliver truet af to gangsterbosser, der mener, han skylder dem penge, fordi de tror, han er vennen.

Plottet viser sig at være langt mere indviklet end dét, for "Lucky Number Slevin" twister på livet løs med mange kringlede indfald. Problemet er bare, at filmen mister tempo allerede omkring anden eller tredje scene. Paul McGuigans instruktion er slet ikke tight nok, hvilket betyder, at den hverken er specielt morsom eller får solgt sin utroværdige historie overbevisende. Samtidig er persongalleriet ekstremt karikeret uden at være rigtig sjovt. Det er meget sigende, at McGuigan slet ikke får noget ud af den ellers fede casting af Morgan Freeman og Ben Kingsley som rivaliserende gangsterchefer.

"Lucky Number Slevin" er et godt eksempel på, hvad der sker, når nogen tror, de kan efterabe Tarantino og "The Usual Suspects", men ikke har talentet til det. Det ender med en film, der er alt for selvfed uden at have noget at have det i.
Lucky Number Slevin