Tilfældigt forløb af urolige bevægelser
5.0
Michelangelo Antonionis ”Profession Reporter” handler om en mand, der rejser uden destination og lever uden formål.
David Locke (Jack Nicholson) er en journalist, der er i gang med at lave forarbejde til en dokumentar et sted i Sahara-ørkenen. Da han efter en tur i ørkenen, hvor han kører fast, vender tilbage til sit hotel, finder han forretningsmanden Robertson (Charles Mulvehill) død af et hjerteslag.
Locke beslutter sig for at skifte identitet med den afdøde Robertson, der ligner ham til forveksling. Hjemme i England søger Lockes kone og kolleger at finde ud af, hvad der skete med ham, altimens Locke rejser Europas storbyer rundt med Robertsons kalenderbog fyldt med alle hans forretningsaftaler. Det viser sig, at Robertson var en våbenhandler, der havde tilknytninger til en afrikansk oprørsgruppe, og Locke kommer hurtigt ud, hvor han ikke kan bunde.
Alt dette kunne lyde som plottet til en thriller om en desperat mand i en farlig situation. Men Antonionis fortæller sin historie som et eksistentielt drama. Om en mand der ikke kan finde rod. Om en mand der ikke ønsker at finde rod. Der ikke ønsker at være journalisten Locke eller våbenhandleren Robertson. Der måske i virkeligheden ikke ønsker nogen identitet. Men samtidig en mand der ikke kan flygte fra sig selv.
Antonioni fortæller filmen meget langsomt og ofte med ganske lidt dialog. De fleste billeder er af mennesker alene i tomme omgivelser. Hotelværelser med susende ventilationslyde. Ørkenlandskaber der strækker sig i det evige. Næsten mennesketomme pladser og bygninger. Der er mange flotte billeder med flotte framings, der er med til at formidle tonen i filmen. En trist tone af tomhed.
Senere i filmen møder Locke i en Gaudi-bygning i Spanien en pige (Maria Schneider), der stiller spørgsmål til hans identitet og hans liv. At finde en eller anden form for mening i hans rejse. Pigen for måske Locke til at skifte kurs i sin rejse, men rejsen får nu aldrig anden betydning end rejsen selv.
Livet i Antonionis film er blot et tilfældigt forløb af urolige bevægelser.
David Locke (Jack Nicholson) er en journalist, der er i gang med at lave forarbejde til en dokumentar et sted i Sahara-ørkenen. Da han efter en tur i ørkenen, hvor han kører fast, vender tilbage til sit hotel, finder han forretningsmanden Robertson (Charles Mulvehill) død af et hjerteslag.
Locke beslutter sig for at skifte identitet med den afdøde Robertson, der ligner ham til forveksling. Hjemme i England søger Lockes kone og kolleger at finde ud af, hvad der skete med ham, altimens Locke rejser Europas storbyer rundt med Robertsons kalenderbog fyldt med alle hans forretningsaftaler. Det viser sig, at Robertson var en våbenhandler, der havde tilknytninger til en afrikansk oprørsgruppe, og Locke kommer hurtigt ud, hvor han ikke kan bunde.
Alt dette kunne lyde som plottet til en thriller om en desperat mand i en farlig situation. Men Antonionis fortæller sin historie som et eksistentielt drama. Om en mand der ikke kan finde rod. Om en mand der ikke ønsker at finde rod. Der ikke ønsker at være journalisten Locke eller våbenhandleren Robertson. Der måske i virkeligheden ikke ønsker nogen identitet. Men samtidig en mand der ikke kan flygte fra sig selv.
Antonioni fortæller filmen meget langsomt og ofte med ganske lidt dialog. De fleste billeder er af mennesker alene i tomme omgivelser. Hotelværelser med susende ventilationslyde. Ørkenlandskaber der strækker sig i det evige. Næsten mennesketomme pladser og bygninger. Der er mange flotte billeder med flotte framings, der er med til at formidle tonen i filmen. En trist tone af tomhed.
Senere i filmen møder Locke i en Gaudi-bygning i Spanien en pige (Maria Schneider), der stiller spørgsmål til hans identitet og hans liv. At finde en eller anden form for mening i hans rejse. Pigen for måske Locke til at skifte kurs i sin rejse, men rejsen får nu aldrig anden betydning end rejsen selv.
Livet i Antonionis film er blot et tilfældigt forløb af urolige bevægelser.
29/05-2007
