Ryggen mod muren
4.0
Gennem mange, mange år har der med filmverdenens måske mest prestigefyldte pris, Oscar-statuetten, været tegnet et mønster af hvilke film den generelt har i sigte. Det er der i senere blevet gjort op med, blandt andet forrige år hvor størstedelen af de nominerede film domineredes af ”uforudsigelige” valg og i år hvor prisen gik til en hardcore gangsterthriller. Oscaren har fået et bredere omfang, hvilket naturligvis er en udvikling, man kun kan se lyst på.
Det burde derfor ikke være til nogens skam at de ”lette” film fravælges, deriblandt sidste års ”Cinderella Man” og ”The Pursuit of Happyness” fra i år - to film der slet ikke burde være så overbevisende som tilfældet var.
”The Pursuit of Happyness”, som det drejer sig om her, er lige til at gå til. Det er en historie bygget på et efterhånden ganske velkendt fundament, nemlig mennesker i økonomiske beklemtheder og deres prøvelser i at begå sig mod uoverkommelige levevilkår. Dog hverken i Rio de Janeiro, Johannesburg eller i noget andet decideret skodkvarter, men i en storby hvor linjen mellem over- og underklasse er tydeliggjort med tyk streg. Her møder vi familiefaren Chris, hans søn og hans kone der sammen står placeret på den uheldige linjehalvdel og hvis fattigdom sætter dem på spidsen, både økonomisk og socialt. Snart står kun Chris tilbage med sønnen og må, med ryggen mod muren, jagte drømmen mod et bedre liv.
Hvordan far så får brød på bordet og tag under hoved med blanke lommer, kunne meget vel have tørnet i forudsigelighedernes grøft og tilsluttet sig den hele vragplads af film der er kørt af sporet. Men tværtimod bliver Chris indsats for en lykkelig forløsning en umådelig intens desperationskamp, ikke mindst, men nok snarere mest af alt grundet Will Smiths energiske og kraftfulde præstation. Der er et sjældent ”punch” at finde i Smith, der gør hans karakter endnu mere sympatisk end hvad handlingsmotivet indberetter og beriger den med alle de menneskelige aspekter der skal til, for at eje publikums hjerter. For en gang skyld er der også tale om en virkelig gennemført produktion, med et nervefyldt og sprællevende kamera der konstant søger pulsen i hver en scene. Også selvom fortællingsfasen dør en smule ud nær slutningen, undgår billedet konstant at segne til det monotone og forøger filmen gnist.
Der var altså hverken plads til Ron Howards strålende og ærkeamerikanske ”Cinderella Man” eller den ligeledes flotte og moralbetonede ”The Pursuit of Happyness” i det mere kræsne og modne Oscar-akademi. Måske havde ingen af dem ligefrem fortjent at vinde, men film der formulerer sig i et så rent, klart og medrivende sprog som disse, havde bestemt fortjent mere end givet. Hos mig står hjertevarme stadig helt på bølgelængde med nyskabelser i filmverdenen, desuden takket være disse to, der så afgjort kan minde en om hvor herligt det nu engang kan være at se film. Derfor er der fire stjerner af de store til "The Pursuit of Happyness".
Det burde derfor ikke være til nogens skam at de ”lette” film fravælges, deriblandt sidste års ”Cinderella Man” og ”The Pursuit of Happyness” fra i år - to film der slet ikke burde være så overbevisende som tilfældet var.
”The Pursuit of Happyness”, som det drejer sig om her, er lige til at gå til. Det er en historie bygget på et efterhånden ganske velkendt fundament, nemlig mennesker i økonomiske beklemtheder og deres prøvelser i at begå sig mod uoverkommelige levevilkår. Dog hverken i Rio de Janeiro, Johannesburg eller i noget andet decideret skodkvarter, men i en storby hvor linjen mellem over- og underklasse er tydeliggjort med tyk streg. Her møder vi familiefaren Chris, hans søn og hans kone der sammen står placeret på den uheldige linjehalvdel og hvis fattigdom sætter dem på spidsen, både økonomisk og socialt. Snart står kun Chris tilbage med sønnen og må, med ryggen mod muren, jagte drømmen mod et bedre liv.
Hvordan far så får brød på bordet og tag under hoved med blanke lommer, kunne meget vel have tørnet i forudsigelighedernes grøft og tilsluttet sig den hele vragplads af film der er kørt af sporet. Men tværtimod bliver Chris indsats for en lykkelig forløsning en umådelig intens desperationskamp, ikke mindst, men nok snarere mest af alt grundet Will Smiths energiske og kraftfulde præstation. Der er et sjældent ”punch” at finde i Smith, der gør hans karakter endnu mere sympatisk end hvad handlingsmotivet indberetter og beriger den med alle de menneskelige aspekter der skal til, for at eje publikums hjerter. For en gang skyld er der også tale om en virkelig gennemført produktion, med et nervefyldt og sprællevende kamera der konstant søger pulsen i hver en scene. Også selvom fortællingsfasen dør en smule ud nær slutningen, undgår billedet konstant at segne til det monotone og forøger filmen gnist.
Der var altså hverken plads til Ron Howards strålende og ærkeamerikanske ”Cinderella Man” eller den ligeledes flotte og moralbetonede ”The Pursuit of Happyness” i det mere kræsne og modne Oscar-akademi. Måske havde ingen af dem ligefrem fortjent at vinde, men film der formulerer sig i et så rent, klart og medrivende sprog som disse, havde bestemt fortjent mere end givet. Hos mig står hjertevarme stadig helt på bølgelængde med nyskabelser i filmverdenen, desuden takket være disse to, der så afgjort kan minde en om hvor herligt det nu engang kan være at se film. Derfor er der fire stjerner af de store til "The Pursuit of Happyness".
29/05-2007
