At være anderledes

I et ærkeamerikansk forstadshelvede, prydet med afskyelige og skrigende farvelader, lever en flok mennesker, hvis rutineprægede dagligdag næsten er brækfremkaldende. Dog besidder det fordomsfulde kvarter en befriende kontrast i kraft af et tilsyneladende ubeboet, tårnhøjt slot, hvis gråtoner afveksler byens klare farver. Men den eksemplariske, perfektionist Peg opdager, efter en grundig udforskning af det dystre slot, at det rent faktisk bebos. For inde i loftets allermørkeste skygger, kryber en lille skabning sig sammen, hvis hænder optræder i form af knivskarpe sakse. Peg kan ikke modstå hans plagede krampetræk og fører ham ned gennem byens gade, der hurtigt fyldes med mistroiske blikke og et uudholdeligt væld af interesse for det nyankomne væsen. Dog opstår der hurtigt tydelige kontraster mellem Edward og de gennemsnitlige amerikanere, og det er mildt sagt dømt til at ende i vanskeligheder. For selvfølgelig kan forstadsborgerne – når alt kommer til alt - ikke udholde en ellers forfriskende indsprøjtning af fornyelse; alle, der er en smule excentriske, udstødes ved vedkommendes tidligste fejlskridt.

Tim Burton lader os i begyndelsen indtage den klamme forstadsatmosfære, der sitrer af solskin, varme og næsten uudholdelig æstetik, hvorefter han kaster os ind i det mørke slot, hvor kulden og de befriende uhumske omgivelser, bibringer et friskt pust til vores overophedede hoveder. De indledende sekvenser fungerer faktisk særdeles fornemt som en karakteristik af filmens overordnede billede, der demonstrerer den klare kontrast, der kan opstå mellem fundamentalt forskellige individer, og hvad denne menneskelige kløft kan medføre. For Edward Saksehånd er uimodståeligt renhjertet, galant og imødekommende, men bliver - i det lange løb - alligevel ikke anerkendt af forstadens snobber, da han er en alternativ skikkelse. Burton fremstiller dog et succeskriterium for det anderledes individ, hvorved vedkommende kan erobre bekræftende blikke og venskabelige kram; man skal partout, konstant udrette ting og sager for de ”normale” skikkelser. Det kriterium følger Edward eksemplarisk i begyndelsen, hvor han tjener forstadens indbyggere ved hjælp af sine guddommelige egenskaber for sakseanvendelse. Han fremfører først eventyrlige portrætter ud af ganske regulære havebuske, hvorefter han bevæger sig over til den mere ’personlige’ kunst i form af frisørarbejde og lignende. Og han føler sig pludselig elsket og fremskudt, men han formår ikke at manøvrere uden om de faretruende fodfejl og efterlades derfor i kulden. En umådelig flot og gribende deskription af et anderledes individs fejlplacering i et moderne og indadvendt samfund.

’Edward Scissorhands’ er – ud over den eminente skildring – en filmisk forrygende fabel, hvor virtuosen Burton, gang på gang fremviser fængslende scener, hvor han – hånd i hånd med komponisten Danny Elfman – berører selv de dybeste afkroge af vores følelsessammensurium. Faktisk er filmen så sørgelig, at jeg talrige gange, fandt mig selv stortudende foran skærmen, hvilket på mange måder er en aparte oplevelse. Men det at bryde ud i gråd foran et så melankolsk apparatur som en tv-skærm, virker livsbekræftende, da det – ligesom i mange andre tilfælde – handler om at se dybt ind i skærmen og fornemme dens indhold. Et indhold, der – når man ser ’Edward Scissorhands’ – er den pureste filmkunst, oven i købet tilsat en betragtelig andel af et sørgeligt aspekt, som tvinger en til at afgive et par tårer.

’Edward Scissorhands’ er eminent udført, musikalsk fantastisk, brillant funderet og skarp i sin skildring af både det indsnævrede forstadssamfund og af lille Edward, der fejlagtigt trækkes ned i dette. At vidne denne filmiske triumf er ganske enkelt en fantastisk og aldeles følelsesladet oplevelse, jeg – i alt fald – sent vil glemme. Det er gribende, hjerteskærende, tårefremkaldende og en så veludført fabel, at jeg vil tillade mig at udnævne ’Edward Scissorhands’ som Burtons hidtil bedste film.