Krigens Glemte Ansigter
5.0
Den japanske tegnefilm eller anime om man vil, ”Grave Of The Fireflies/Hotaru No Haka” er en film om børn, men så absolut ikke en børnefilm. Dertil rammer dens tragiske og barske fortælling om Japans sidste krampetrækninger i anden verdenskrig, hvor børnene, den 14 årige Seito og hans noget mindre lillesøster Setsuko, prøver at overleve som forældreløse, en for alvorlig og realistisk tone.
Det er en historie om omkostningerne i et land der lader sig smadre i ærens navn, og hvor to børn der har mistet deres mor og hvor far er i krig, betaler prisen når der ikke længere er overskud af nogen art fra den omgivende samfund, til at tænke på andre end sig selv.
Det er hjerteskærende ægte og man kommer håndgribeligt tæt på smerten over de mulige tab, livet byder under sådanne urimeligt barske vilkår, når vi følger Seito’s vanskelige kamp for at holde sig selv og sin lillesøster i live, mens forholdene bliver stadig mere besværlige.
På den måde er det ingen munter film og ikke en man bliver i bedre humør af, trods dens smukke eksempler på noget af det der burde være livets skønhed undervejs. Men uagtet de momenter styrer den mod en uundgåelig afgrund fra starten af, hvor en dyster og melankolsk stemning slås an. En stemning der hviler tungt over resten af filmen, også i de mere muntre øjeblikke. Ikke desto mindre er det en både stærkt vedkommende og rørende film, der med elegante billeder og en velramt musikalsk baggrundstone sætter en i en eftertænksom tilstand. Noget det er de færreste spillefilm forundt.
Sammen med Hayao Miyazaki’s noget mere børnevenlige og fortrylleriske tegnefilm ”Tonari No Totoro” (og vel også Guillermo del Toro’s fantastiske, men også barske spillefilm ”El Laberinto Del Fauno”), er dette noget af det bedste man kan finde af historier om børn ramt af en sorg, og deres forsøg på at forholde sig til og overleve, også mentalt, i en svært forståelig verden.
Tæt på de 6 stjerner. Her er tale om et lille mesterværk.
Det er en historie om omkostningerne i et land der lader sig smadre i ærens navn, og hvor to børn der har mistet deres mor og hvor far er i krig, betaler prisen når der ikke længere er overskud af nogen art fra den omgivende samfund, til at tænke på andre end sig selv.
Det er hjerteskærende ægte og man kommer håndgribeligt tæt på smerten over de mulige tab, livet byder under sådanne urimeligt barske vilkår, når vi følger Seito’s vanskelige kamp for at holde sig selv og sin lillesøster i live, mens forholdene bliver stadig mere besværlige.
På den måde er det ingen munter film og ikke en man bliver i bedre humør af, trods dens smukke eksempler på noget af det der burde være livets skønhed undervejs. Men uagtet de momenter styrer den mod en uundgåelig afgrund fra starten af, hvor en dyster og melankolsk stemning slås an. En stemning der hviler tungt over resten af filmen, også i de mere muntre øjeblikke. Ikke desto mindre er det en både stærkt vedkommende og rørende film, der med elegante billeder og en velramt musikalsk baggrundstone sætter en i en eftertænksom tilstand. Noget det er de færreste spillefilm forundt.
Sammen med Hayao Miyazaki’s noget mere børnevenlige og fortrylleriske tegnefilm ”Tonari No Totoro” (og vel også Guillermo del Toro’s fantastiske, men også barske spillefilm ”El Laberinto Del Fauno”), er dette noget af det bedste man kan finde af historier om børn ramt af en sorg, og deres forsøg på at forholde sig til og overleve, også mentalt, i en svært forståelig verden.
Tæt på de 6 stjerner. Her er tale om et lille mesterværk.
30/05-2007
