Bedre end etteren

4.0
Jeg var fint underholdt af "Evolution" - og dybt overrasket over, at den var bedre end den første "Underworld". Måske skyldtes det, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til, fordi jeg havde været igennem den første films fjollede plot. Men på én eller anden måde er det mere meningsfyldt her. Det handler stadig om vampyrer, der puster sig op og måler hugtænder (og i øvrigt opfører temmelig umodent i betragtning af, at de er flere hundrede år gamle). Og så er der stadig nogle varulve, der løber på væggen. Men denne gang er handlingen mere strømlinet, og trådene bliver knyttet bedre sammen, så selv nogle af de fjollede ting fra etteren virker mindre tåbelige.

Først og fremmest er det dog en hårdtpumpet actionfilm. Med lange læderfrakker, håndholdte automatvåben, hektisk klipning, en stilfuld dyster billedside og blod ud over det hele. Bogstaveligt talt blod ud over det hele. Og en velfungerende gory slutning. Der er tryk på fra første sekund, og den holder helt klart som actionfilm.

I virkeligheden er det jo svært at forlange mere, når det lykkes at stoppe både automatvåben, helikoptere, mænd med flagermusevinger og dungeons ind i én og samme film. :-)

Afgjort en nørdet fornøjelse, men klart seværdig, hvis man er til den slags. Den kræver dog, at man har set den første film, for ellers tror jeg ikke, man fatter, hvad der foregår.
Underworld: Evolution