Utroskabens kvaler

3.0
Clive Owen har karisma. Faktisk så meget, at han sammen med Mikael Håfströms stemningsfulde iscenesættelse næsten bærer "Derailed" i mål som en god thriller. Men også kun næsten.

Den begynder fint med historien om en mand og en kvinde, der tager samme daglige morgentog på vej til arbejde og ender med at have en affære. Opbygningen til affæren er god - det moralske besvær ved utroskab skildres usædvanligt elegant.

Men filmen begynder at knække, da de bliver opdaget og afpresset af en aggressiv forbryder. Jeg har det o.k. med historiens primære twist, men den begår simpelt hen den klassiske fejl at twiste for meget og for langt ud i det usandsynlige. Og så ender den som lidt for meget kliché og blot endnu en film, der i stil med "Cape Fear" og "Pacific Heights" skildrer en psykopats angreb på det pæne amerikanske familieliv.

Som nævnt er "Derailed" flot iscenesat af Håfström (kendt for "Ondskan") - lækker mørk billedside og en meget sleazy stemning. Owen dominerer filmen og har en farlig fysisk udstråling i sit spil, der passer godt til historien. Jennifer Aniston er nu også rigtig fin som den anden part i affæren - hun burde altid have farvet håret mørkt og være femme fatale-agtig i stedet for sin vanlige naboens datter-stil. Men den tabte mig altså på troværdigheden til sidst.
Afsporet