En stor film om tolerance

Mere end almindeligt skæv roadmovie om en transseksuel, Bree, der kort før sin kønsskifteoperation finder ud af, at hun har en teenagesøn som resultat af den ene heteroseksuelle oplevelse, hun har haft som mand. Brees psykolog nægter at godkende operationen, før hun har forholdt sig til sønnen, der viser sig at sidde fængslet for prostitution i New York. Det fører så til, at Bree tager ham med på sin køretur hjem til Californien under dække af at være en kristen missionær, der vil frelse ham.

"Transamerica" er en på mange måder dejlig film, men Felicity Huffman overstråler alt i den. Hun har en virkelig svær rolle som en mand, der gerne vil være kvinde, og hun spiller Bree så ufatteligt overbevisende, at jeg sjældent har set noget lignende. Det lettere stive kropssprog, den tillærte stemmeføring, hele den forcerede kvindelighed rammer perfekt. Hjulpet af noget flot makeup-arbejde og gode replikker fyldt med bøsseironi. Selv om Bree i mange situationer er ufrivilligt morsom, formår Huffman at skildre hende som et nuanceret, sympatisk menneske. Huffman havde efter min mening fortjent at få en Oscar som bedste skuespillerinde for rollen, men den gik som bekendt til Reese Witherspoon.

Derudover har filmen også en flot præstation af Kevin Zegers i en 'farlig' rolle som sønnen og mange fine biroller blandt de sære mennesker, de møder på tværs af USA. Det er en flot spillefilmsdebut for forfatter-instruktør Duncan Tucker, som har skrevet et manuskript fyldt med sære, men meget levende små historier.

"Transamerica" er en lille film, forstået på den måde, at den fortæller en 'lille' historie om nogle i øvrigt ubetydelige menneskers kamp for at finde sig selv. Og det er en indie-film på godt og ondt. Men det er en stor film om tolerance.