Too Much Monkey Business

1.0
Kong døde slet ikke (surprise), men blev blot alvorligt såret. Han har siden ligget i koma og ventet på et nyt hjerte (ha ha), som han får. Samtidig finder man endnu en kæmpeabe, som (selvfølgelig) viser sig at være en hunabe. Hun tages med til USA, hvor de to aber skal føres sammen. De stikker i stedet af og gemmer sig ude i naturen, hvor de lever fredelig med hinanden. Men hæren kan naturligvis ikke finde på noget bedre at lave end at genere dem og i sidste ende prøve at slå dem ihjel.

Hvis det ikke lyder tåbeligt, så ved jeg ikke hvad der gør. Bare ideen at lave en efterfølger til King Kong, hvor han lever op igen, må kandidere til en af nyere films dårligste indfald. Den her lever så op, eller rettere ned til ideen. Det er en trashfilm af den slags som er så ringe, at den er sjov (derfor får den en stjerne). Det pæneste man kan sige om den på et seriøst plan er, at den har enkelte effekter som faktisk er okay lavet (altså set i forhold til filmens ellers lave standard), resten er blot det rene skidt, også de fleste af effekterne.

Jeg håber så at elskovsscenen mellem de to aber har været lige så morsom at indspille, som den er tåbelige at se på, for så har de moret sig rigtigt godt, for den er godt nok noget af det mest pinligt ringe jeg mindes at have set. På den anden side, så er hele Handlingen og i særdeleshed slutningen totalt bøvede, og hvorfor i det hele taget genoplive King Kong i denne efterfølger, for blot endnu engang at se ham blive dræbt. Kunne filmfolkene i det mindste ikke have lavet en lykkeligere slutning (he he).
King Kong lever