Hopkins I Hopla

Den alsidige instruktør Donaldson, der bedst kan betegnes som en agtværdig håndværker, hvis værker svinger fra det kedelige til det solidt underholdende, instruerer med sikker hånd dette hæderligt drejet lille feel-good drama, med en overbevisende Hopkins i hovedrollen.

Historien om den aldrende motorcykelentusiast (Hopkins), der i livets efterår tager fra New Zealand og til USA, for at prøve at sætte officiel fartrekord på sin hjemmebyggede motorcykel, er historien om at forfølge en drøm og retten til stadig at leve livet, også når det lakker mod enden.

Det lyder måske som noget der er set før og noget nyt skal man da heller ikke forvente sig, den følger næsten slavisk den kendte Hollywood-skabelon for den type film, om mennesker der gør det andre troede umuligt og som så ofte før, uden at gå specielt dybt ind i personerne. Til gengæld følger den så denne skabelon rigtigt veloplagt, sikkert og med en lille socialrealistisk tone og kant der klæder den. Desuden beskriver den sine personer tydeligt og med sympati.

Men ellers er det Hopkins’ film. Han er som skrevet, overbevisende i rollen og bærende for at filmens klicheer virker som hurtigt glemte bagateller og historien ikke vælter. Der er intet tilbage af kannibalen Lector, men massere af ældre mand, der brænder for at føre en gammel drøm ud i livet og af den grund er det blevet en virkelig hyggelig og behagelig film. Den kan jeg derfor godt anbefale til en stille aften eller søndag, hvor man ikke er til de mere krævende film, men gerne vil se noget man blot bliver i lidt bedre humør af, uden at man afkræves en mental regning bagefter.

Den er tæt på en stjerne mere, men er altså en anelse for uoriginal og forudsigelig til at det ville kunne forsvares føler jeg. Filmen er i øvrigt inspireret af en sand historie, hvis det har interesse for nogen. Dermed ikke sagt at den er tæt på sandheden.