Fantasi for fuld udblæsning

I ’The Adventures of Baron Munchausen’ får vi serveret et billeddigt af de større. Hvad enten vi befinder os på månen, hvor der hersker hovedløse skikkelser såvel som kropsløse hoveder eller i regulære krigszoner, hvor tyrkerne bombarderer gammeldags, sandfarvede bygninger, er Gilliams billeder fyldt med en uimodståelig glæde, der langsomt suger den betagede tilskuer længere og længere ned i det aparte univers. Dog er historien nedprioriteret og ganske simpelt for ligegyldig til, at filmen for alvor nærmer sig den totale triumf.

Årsagen til selve kernehistoriens fraværende momenter, kan på mange måder henvises til hvad, der i grunden er filmens stærkeste punkt; nemlig det fjollede univers og de skæve øjeblikke. Disse har det med at hobe sig en kende for meget op, hvorfor de overflødiggøre den fundamentale historie, der har omdrejningspunkt midt i krigens krydsild. Historien begraves altså ganske eftertrykkeligt, hvilket forårsager, at man som tilskuer i stedet hengiver sig til billederne og det betagende eventyrlige aspekt. Og netop, at det er muligt at flygte fra den fraværende kernehistorie, redder filmen så elegant, at den til sidst erobrer ens (i alt fald mit) hjerte, og dermed efterlader et, ikke fuldendt, men fortryllende indtryk.

’The Adventures of Baron Munchausen’ kunne på sin vis have været et betagende mesterstykke, da den har potentialet i kraft af billeder, lyd, skuespil og humor. Men selv de mest eminente billeder behøver af og til en central historie at knytte sig til, hvad de ikke har i ’The Adventures of Baron Munchausen’. Af den grund må filmen tage sig til takke med at være et beundringsværdigt sammensurium af eventyrlige finurligheder og gladelig filmmagi, hvis fire stjerner er tilføjet en ekstra, opadrettet pil. Det er til tider rodet, men det er, uanset hvordan man vender og drejer det, i sandhed også flot – på mange fantasifulde måder.