Kærlighed for fulde lunger

Jeg havde mildest talt ikke den fjerneste ide om hvordan jeg skulle forholde mig til ”Moulin Rouge” ved dens begyndelse. Bare et kvarter inde sidder man helt kulret tilbage i sædet, efter først at have smagt på australske Baz Luhrmans ustyrlige farve- og tempoeksplosioner og hørt både Nirvanas kultnummer ”Smells Like Teen Spirit” og den yderst seksuelt betonede ”Voulez-vous coucher avec moi” gøre entre midt i det tidlige 1900-tal.

Filmen lægger altså med andre ord kortene på bordet fra start og tilkendegive lysende klart hvad vi har med at gøre. Altså en både klassisk drejet fortælling om den begærende forfatter, Christian, der efter mødet den prostituerede sanglærke Santine, hovedattraktionen på en farverig fransk natklub, finder sit livs kærligheden og en samtidig hovedkuls rejse ind i teatrets verden. Det er en hyldest til både kærligheden og show-underholdningen og en blanding der fungerer helt exceptionel godt, først og fremmest når umotiverede og kærlighedserklærende sangudbrud kompenserer for hinanden med uimodståelig charme.

Luhrman spilder ikke et minut på at regenerere åndedrætsrytmen, men hamrer lige på og hårdt med et antrit, kun de færreste film kan matche. Grunden til at man så (sågar glædeligt) udholder 127 minutters hektisk og højlydt musicalfest, må være filmens fantastiske egenskaber hvad angår billeder og ikke mindst klipning. Aldrig mindes jeg at have oplevet en spillefilm med så mange klip, men sjældent har et virvar af overgange og sceneskift været i så effektive hænder som her. Det giver både heftigt blodomløb og store øjne når flere begivenheder vikles sammen i de musikalske indslag, deriblandt et af filmens bedste, hvor spottet konstant skifter mellem en selvofrende Nicole Kidman, en fortabt, rasende Ewan McGregor og en aktiv dansetrop. Selvom det er lige til at blive rundtosset af, er det leg med filmmediet i højeste potens.

”Moulin Rouge” overbeviser naturligvis også i kraft af Kidman og McGregor, der begge leverer udstråling og sangstemmer i verdensklasse. Vi tror så inderligt på deres kærlighed, trods stilen fra Baz Luhrmans gennemgående er voldsomt metafilmisk. Specielt visuelt, hvor filmen i dén grad også er sprængfyldt med smittende energi, blandt andet med sine computerskabte og karikaturlignende kamerature gennem Paris, der ganske enkelt ikke er til at stå for. Bevidst uægte er selvfølgelig også scenen, hvor Christian udnytter alt fra sit vokaliske arsenal og sit musikkendskab til at erklære sin kærlighed til Santine og bede hende om at gengælde den. Dog er det også filmens stærkeste, ligegyldigt om størstedelen af sangene er fra slutningen af det 20. århundrede - kærligheden er det universelle ligegyldigt hvordan den ytres, og det er det, der gør denne scene så usigeligt medrivende.

Luhrmans kærlighedshistorie er ikke lavmælt og blidt forførende som eksempelvis ”Lost in Translation”. Den blæser derimod i trompeten for fulde visuelle og musikalske lunger og gør det oven i købet direkte ind i ørene på os. Nogle vil finde det distraherende - andre vil påskønne det som sød musik. Også selvom den absurde humor til tider kammer over, er det svært ikke at løsrive sig tøjlerne og lade sig flå med af denne sanseberusende forestilling. I sine bedste stunder underholder og griber ”Moulin Rouge” nemlig til næsten usandsynlige højder og med dem alene er den tæt på at trække samtlige stjerner i hus.