Kynisk, men smuk film om liv og død
5.0
Peter O'Toole er fuldstændig formidabel i hovedrollen i "Venus". Han spiller en gammel skuespiller, hvis bedste ven får besøg af sin nieces datter, der har lovet at passe ham mod at få lov til at bo i hans London-lejlighed. Vennen er hurtigt ved at gå ud af sit gode skind over pigen, der hverken kan finde ud af lave mad eller te, som han vil have det, men til gengæld stjæler hans sprut. O'Toole bliver derimod straks fascineret af pigen og forelsker sig i hendes ungdom.
"Venus" er skrevet af Hanif Kureishi, og det er en elegant historie om at elske livet, længes efter ungdommen og forberede sig på døden. Den er både charmerende og har et strejf af "Pygmalion", når hovedpersonen tager pigen med på museum, og hun lærer ham at drikke Bacardi Breezer. Men samtidig har den også et barskt menneskesyn, for den gamle mands blikke på pigen er uforfalsket, besættende lystige - mens hun på sin side ikke er sen til at udnytte, at hun har fået en beundrer, der vil betale for blot at snuse til hendes hår. Derfor bliver det aldrig feelgood, men alligevel er det en smuk historie om en gammel mand, der kæmper for at holde fast i livet. Og ofte særdeles morsom, især i Kureishis skarpe replikker, som bliver smukt leveret af et stærkt hold skuespillere.
Peter O'Toole er som nævnt fantastisk - han spiller hovedrollen med en enorm, nærmest udleverende indlevelse og bragende flot levering af sine ironiske replikker. Det er muligvis hans bedste film nogensinde, og han har trods alt været ét af britisk films største navne i snart 50 år. Jeg tror, jeg ville have stemt på O'Toole frem for Forest Whitaker til årets Oscar-uddeling. Men der er også flot spil af Leslie Phillips som hans ængstelige ven, og af Richard Griffiths som den sidste af det trekløver af gamle skuespillere, der jævnligt mødes på en café. Titlens Venus spilles af debutanten Jodie Whittaker, der med tyk Yorkshire-accent gør det godt som den lidt naive, men dog udspekulerede pige - især i samspillet med O'Toole.
Roger Michell, kendt for bl.a. "Notting Hill", har instrueret. Han skaber med held et grumset, lettere farveløst univers, som både understreger, at livet er ved at ebbe ud for flere af personerne, og samtidig spiller flot sammen med den vekselvirkning mellem varme og kynisme, der er i forholdet mellem de to hovedpersoner. Nogle steder er der nogle lidt underlige klip, især med voldsomme lydovergange, men generelt er det også en flot instrueret film. Jeg var imponeret over, at det kan lade sig gøre at ramme en så kynisk-realistisk, men alligevel menneskelig tone.
"Venus" er en ualmindeligt begavet film om livet og døden og det at være menneske. Men den kræver dog selvfølgelig, at man kan udholde tanken om gamle mænd, der lyster efter unge piger, uden at gå direkte op i det røde felt.
"Venus" er skrevet af Hanif Kureishi, og det er en elegant historie om at elske livet, længes efter ungdommen og forberede sig på døden. Den er både charmerende og har et strejf af "Pygmalion", når hovedpersonen tager pigen med på museum, og hun lærer ham at drikke Bacardi Breezer. Men samtidig har den også et barskt menneskesyn, for den gamle mands blikke på pigen er uforfalsket, besættende lystige - mens hun på sin side ikke er sen til at udnytte, at hun har fået en beundrer, der vil betale for blot at snuse til hendes hår. Derfor bliver det aldrig feelgood, men alligevel er det en smuk historie om en gammel mand, der kæmper for at holde fast i livet. Og ofte særdeles morsom, især i Kureishis skarpe replikker, som bliver smukt leveret af et stærkt hold skuespillere.
Peter O'Toole er som nævnt fantastisk - han spiller hovedrollen med en enorm, nærmest udleverende indlevelse og bragende flot levering af sine ironiske replikker. Det er muligvis hans bedste film nogensinde, og han har trods alt været ét af britisk films største navne i snart 50 år. Jeg tror, jeg ville have stemt på O'Toole frem for Forest Whitaker til årets Oscar-uddeling. Men der er også flot spil af Leslie Phillips som hans ængstelige ven, og af Richard Griffiths som den sidste af det trekløver af gamle skuespillere, der jævnligt mødes på en café. Titlens Venus spilles af debutanten Jodie Whittaker, der med tyk Yorkshire-accent gør det godt som den lidt naive, men dog udspekulerede pige - især i samspillet med O'Toole.
Roger Michell, kendt for bl.a. "Notting Hill", har instrueret. Han skaber med held et grumset, lettere farveløst univers, som både understreger, at livet er ved at ebbe ud for flere af personerne, og samtidig spiller flot sammen med den vekselvirkning mellem varme og kynisme, der er i forholdet mellem de to hovedpersoner. Nogle steder er der nogle lidt underlige klip, især med voldsomme lydovergange, men generelt er det også en flot instrueret film. Jeg var imponeret over, at det kan lade sig gøre at ramme en så kynisk-realistisk, men alligevel menneskelig tone.
"Venus" er en ualmindeligt begavet film om livet og døden og det at være menneske. Men den kræver dog selvfølgelig, at man kan udholde tanken om gamle mænd, der lyster efter unge piger, uden at gå direkte op i det røde felt.
01/06-2007
