Under bæltestedet
5.0
Efter den fuldt ud skuffende ”Saw” indtog thriller-markedet, har det lidt store tab. Thrilleren er efterhånden næsten blevet ét med splatterfilmen og udtømt for den isnende stemning og voldsomme kynisme som ”Saw” trods alt lugtede af. Endelig er dog dukket noget godt op - noget overordentlig godt endda. En stærk, kold og ond film, væmmelig og samtidig yderst sparfuld. Og nej, den hedder ikke ”Scissor”, som den ellers af én, helt specifik og ret så usvigelig grund sagtens kunne, den hedder derimod ”Hard Candy”.
Hvor eksplicitte splatter/gyserfilm som Alexandre Ajas remake af ”The Hills Have Eyes” og Neil Marshalls “The Descent” har ladt blodet flyde til stor begejstring for mig personligt, er det med ”Hard Candy” skønt, naturligvis samtidig med at det er nervepirrende og smertefuldt, igen at se en film udfordre traditionerne. Alene det at filmdebutanten David Slade afprøver publikum i nogle af deres længe uberørte nervebaner er bemærkelsesværdigt, men at han med sin konsekvent skårede formel har iscenesat en af de bedste thrillere i adskillige år må overgå enhver forventning.
Slade har ganske vist ikke meget plads at spille på - en 50-kvadratmeters bolig er nu ikke meget opholdsvariation for over halvanden times spillefilm, men han udnytter så sandelig hver en tomme af både spilletiden og manegen yderst omhyggeligt. Med en intensitet der sjælden har stået fyldigere og stærkere udpenslet i en film af denne slags, sætter ”Hard Candy” os gennem psykisk og fysisk tortur med vores to hovedpersoner, til man som seer selv vrider sig rundt i stolen af ubehag. Uden at kunne undslippe er man inden døre i filmens æstetiske og klaustrofobiske arena og når bløde, røde vægfarver og dagligdagsmøbler pludselig tillægges operationsborde og skærearbejde i underlivet er vi langt fra James Wans bælgmørke ”Saw”-univers - vi er på langt, langt farligere grund.
”Hard Candy” er med brillante, maniske kameraføringer og sit beklemmende greb om struben en led lille film såvel som en stor oplevelse, og en thriller der hengiver karakteriseringen ”under bæltestedet” til en lidt anden betydning end hvad vi er vant til. Tager man ikke dette som en advarsel, bør man hermed gøre det. For den her film gør nas!
Hvor eksplicitte splatter/gyserfilm som Alexandre Ajas remake af ”The Hills Have Eyes” og Neil Marshalls “The Descent” har ladt blodet flyde til stor begejstring for mig personligt, er det med ”Hard Candy” skønt, naturligvis samtidig med at det er nervepirrende og smertefuldt, igen at se en film udfordre traditionerne. Alene det at filmdebutanten David Slade afprøver publikum i nogle af deres længe uberørte nervebaner er bemærkelsesværdigt, men at han med sin konsekvent skårede formel har iscenesat en af de bedste thrillere i adskillige år må overgå enhver forventning.
Slade har ganske vist ikke meget plads at spille på - en 50-kvadratmeters bolig er nu ikke meget opholdsvariation for over halvanden times spillefilm, men han udnytter så sandelig hver en tomme af både spilletiden og manegen yderst omhyggeligt. Med en intensitet der sjælden har stået fyldigere og stærkere udpenslet i en film af denne slags, sætter ”Hard Candy” os gennem psykisk og fysisk tortur med vores to hovedpersoner, til man som seer selv vrider sig rundt i stolen af ubehag. Uden at kunne undslippe er man inden døre i filmens æstetiske og klaustrofobiske arena og når bløde, røde vægfarver og dagligdagsmøbler pludselig tillægges operationsborde og skærearbejde i underlivet er vi langt fra James Wans bælgmørke ”Saw”-univers - vi er på langt, langt farligere grund.
”Hard Candy” er med brillante, maniske kameraføringer og sit beklemmende greb om struben en led lille film såvel som en stor oplevelse, og en thriller der hengiver karakteriseringen ”under bæltestedet” til en lidt anden betydning end hvad vi er vant til. Tager man ikke dette som en advarsel, bør man hermed gøre det. For den her film gør nas!
02/06-2007
