Spielberg i topform
6.0
Afdæmpet, men hårdtslående film om en gruppe israelere, som regeringen sender på en uofficiel hævnmission efter Sorte Septembers terrorangreb mod de israelske OL-deltagere i München. Deres briefing er rendyrket black ops og baseret på virkelige begivenheder: Dræb 11 navngivne palæstinensere, som var med til at planlægge terroraktionen.
Agenternes arbejde skildres i klinisk, nøje detaljeret stil. Der er helt tydeligt skruet ned for dramatikken, fordi det skal være dokumentarisk og ikke ende som actionfilm. Mordene har en hektisk energi, men er først og fremmest væmmelige, fordi de er så kliniske. Og med få, velvalgte midler lykkes det Spielberg at skildre, hvordan agenternes stille og roligt mister deres menneskelighed undervejs. Når det bliver rutine at dræbe et andet menneske, men de samtidig tvivler på, at de gør det rigtige. Og ikke mindst da paranoiaen for alvor slår ind, efter det går op for dem, at den anden side nu også er på udkig efter dem. Det gør ikke tingene mindre komplicerede, at det foregår under den kolde krig, hvor det er meget svært at være sikker på, hvem der er ven eller fjende, når man først er blevet paranoid.
Filmens helt store styrke er, at den ikke vælger side. Både israelernes og palæstinensernes argumenter for at bruge vold gengives loyalt og overbevisende. Og selv om man selvfølgelig kommer tættest på de israelske agenter, gør Spielberg meget ud af at vise deres ofre fra PLO-toppen som sympatiske, levende mennesker med familie, humor og en drøm om Palæstina. Samtidig bliver det undervejs klart, at Mossad ikke nødvendigvis pegede på de 11 palæstinensere, fordi de var med i Sorte September, men at der i stedet lå en simpel øje-for-øje-logik bag: 11 palæstinensiske ledere for 11 israelske sportsfolk. Og derfra er ikke nogen overraskelse, at det viser sig, at det blot avler endnu mere vold, når man besvarer vold med vold. Spielberg fik en del kritik for sin behandling af et ømtåleligt emne, men jeg synes, det er 100% forståeligt, at han forsvarede sig med, at "Munich" skulle ses som en bøn om fred.
Det er nemlig en flot nuanceret film - hvilket ikke bliver mindre imponerende, når man tænker på, at der faktisk står en jøde bag kameraet. Det er i øvrigt ført flot af Janusz Kaminski i dyster, afdæmpet dokumentarisk stil. Ja, selv John Williams' musik er i passende lavt gear. Og så er der godt skuespil hele vejen rundt. Fra Eric Bana i den absolutte hovedrolle som lederen af snigmordergruppen over Ciarán Hinds og Mathieu Kassovitz som andre agenter til en fantastisk Geoffrey Rush som deres Mossad-kontrol og Lynn Cohen, der gør det fremragende som Golda Meir i et par scener.
"Munich" er også fremragende som helhed. Stærk, afbalanceret og med noget meget væsentligt på hjerte. Og helt uden den klæge sentimentalitet, som ellers har belastet mange af Spielbergs seriøse film. I mine øjne er "Munich" den bedste film, han nogensinde har lavet.
Agenternes arbejde skildres i klinisk, nøje detaljeret stil. Der er helt tydeligt skruet ned for dramatikken, fordi det skal være dokumentarisk og ikke ende som actionfilm. Mordene har en hektisk energi, men er først og fremmest væmmelige, fordi de er så kliniske. Og med få, velvalgte midler lykkes det Spielberg at skildre, hvordan agenternes stille og roligt mister deres menneskelighed undervejs. Når det bliver rutine at dræbe et andet menneske, men de samtidig tvivler på, at de gør det rigtige. Og ikke mindst da paranoiaen for alvor slår ind, efter det går op for dem, at den anden side nu også er på udkig efter dem. Det gør ikke tingene mindre komplicerede, at det foregår under den kolde krig, hvor det er meget svært at være sikker på, hvem der er ven eller fjende, når man først er blevet paranoid.
Filmens helt store styrke er, at den ikke vælger side. Både israelernes og palæstinensernes argumenter for at bruge vold gengives loyalt og overbevisende. Og selv om man selvfølgelig kommer tættest på de israelske agenter, gør Spielberg meget ud af at vise deres ofre fra PLO-toppen som sympatiske, levende mennesker med familie, humor og en drøm om Palæstina. Samtidig bliver det undervejs klart, at Mossad ikke nødvendigvis pegede på de 11 palæstinensere, fordi de var med i Sorte September, men at der i stedet lå en simpel øje-for-øje-logik bag: 11 palæstinensiske ledere for 11 israelske sportsfolk. Og derfra er ikke nogen overraskelse, at det viser sig, at det blot avler endnu mere vold, når man besvarer vold med vold. Spielberg fik en del kritik for sin behandling af et ømtåleligt emne, men jeg synes, det er 100% forståeligt, at han forsvarede sig med, at "Munich" skulle ses som en bøn om fred.
Det er nemlig en flot nuanceret film - hvilket ikke bliver mindre imponerende, når man tænker på, at der faktisk står en jøde bag kameraet. Det er i øvrigt ført flot af Janusz Kaminski i dyster, afdæmpet dokumentarisk stil. Ja, selv John Williams' musik er i passende lavt gear. Og så er der godt skuespil hele vejen rundt. Fra Eric Bana i den absolutte hovedrolle som lederen af snigmordergruppen over Ciarán Hinds og Mathieu Kassovitz som andre agenter til en fantastisk Geoffrey Rush som deres Mossad-kontrol og Lynn Cohen, der gør det fremragende som Golda Meir i et par scener.
"Munich" er også fremragende som helhed. Stærk, afbalanceret og med noget meget væsentligt på hjerte. Og helt uden den klæge sentimentalitet, som ellers har belastet mange af Spielbergs seriøse film. I mine øjne er "Munich" den bedste film, han nogensinde har lavet.
02/06-2007
