Tarantino's værste - Men stadig værd at se
3.0
Med Death Proof har Quentin Tarantino efter min overbevisning lavet sin svageste film, til dato.
Det hele starter lovende, med en intro der ligner en gammel film perfekt. En bil kører ud af en snoet vej, mens de typisk gule tekster kører over skærmen. Man er som seer klar til et brag af en film, men man bliver skuffet.
Filmens største problem er meget af dialogen som primært består af tøsesnak om sex, mode osv. Det er meget godt ramt af Tarantino måden det bliver fremført på, men derfor bliver det stadig uinterressant til tider. En forklaring kan være at filmen er blevet klippet længere, og dialogen derfor formentlig er mere skarp i originalen - Det må tiden vise.
Det værste ved filmen er efter min opfattelse Tracie Thoms, som der forsøger at blive sparket liv i som en kvindelig udgave af Jules Vinfield fra Pulp Fiction. Det er hun ikke. Det er ikke sjovt, det er ikke smart og det er slet ikke så sejt som når Samuel L. Jackson brænder igennem billedet. Tværtimod bliver hun tit tåkrummende pinlig at høre på, og ville formentlig passe bedre ind i Scary Movie eller en anden teenagefilm. Hun trækker filmen en karakter ned, for mit vedkomne.
Men filmen har også sine positive sider, som gør den værd at se.
Her kan nævnes den detaljerede visuelle stil, komplet med barmiljøet og personernes smudsige påklædning. Og en scene der foregår i sort/Hvid for derefter at slå over i pangfarver da farverne vender tilbage - godt lavet. Musikken er typsik Tarantino og sidder lige i skabet. Stemningen er med andre ord helt perfekt i de snuskede miljøer.
Kurt Russell er også i topform som den supercool Stuntman Mike, men vi ser for lidt til ham, hvilket er en skam da han er velspillende og en interessant karakter, der tydeligvis har en mere plaget side der aldrig kommer frem til overfladen.
Men alt i alt, virker det som om Tarantino ikke ville lave en grinhouse film alligevel. Der er begrænset med action og vold, og der er slet ingen decideret sex. Handligen skulle man mene ville spille anden violin i en sådan film, men med så lidt action, skal filmen have noget at hænge sig op på, og det er ikke tilfældig sniksnak. F.eks. til sidst i filmen hvor en central del af handligen udspiller sig på 10 minutter, før slutningen optræder der trods alt er fed.
Sine irratationsmomenter til trods er filmen værd at se i kræft af Russell og stemningen i filmen. Og den er skam også sjov til tider. Jeg kan dog ikke lade være med at forestille mig at den klippede udgave fra den amerikanske version, er en bedre film da der bliver skåret mere ind til benet.
Stort 3-tal.
Det hele starter lovende, med en intro der ligner en gammel film perfekt. En bil kører ud af en snoet vej, mens de typisk gule tekster kører over skærmen. Man er som seer klar til et brag af en film, men man bliver skuffet.
Filmens største problem er meget af dialogen som primært består af tøsesnak om sex, mode osv. Det er meget godt ramt af Tarantino måden det bliver fremført på, men derfor bliver det stadig uinterressant til tider. En forklaring kan være at filmen er blevet klippet længere, og dialogen derfor formentlig er mere skarp i originalen - Det må tiden vise.
Det værste ved filmen er efter min opfattelse Tracie Thoms, som der forsøger at blive sparket liv i som en kvindelig udgave af Jules Vinfield fra Pulp Fiction. Det er hun ikke. Det er ikke sjovt, det er ikke smart og det er slet ikke så sejt som når Samuel L. Jackson brænder igennem billedet. Tværtimod bliver hun tit tåkrummende pinlig at høre på, og ville formentlig passe bedre ind i Scary Movie eller en anden teenagefilm. Hun trækker filmen en karakter ned, for mit vedkomne.
Men filmen har også sine positive sider, som gør den værd at se.
Her kan nævnes den detaljerede visuelle stil, komplet med barmiljøet og personernes smudsige påklædning. Og en scene der foregår i sort/Hvid for derefter at slå over i pangfarver da farverne vender tilbage - godt lavet. Musikken er typsik Tarantino og sidder lige i skabet. Stemningen er med andre ord helt perfekt i de snuskede miljøer.
Kurt Russell er også i topform som den supercool Stuntman Mike, men vi ser for lidt til ham, hvilket er en skam da han er velspillende og en interessant karakter, der tydeligvis har en mere plaget side der aldrig kommer frem til overfladen.
Men alt i alt, virker det som om Tarantino ikke ville lave en grinhouse film alligevel. Der er begrænset med action og vold, og der er slet ingen decideret sex. Handligen skulle man mene ville spille anden violin i en sådan film, men med så lidt action, skal filmen have noget at hænge sig op på, og det er ikke tilfældig sniksnak. F.eks. til sidst i filmen hvor en central del af handligen udspiller sig på 10 minutter, før slutningen optræder der trods alt er fed.
Sine irratationsmomenter til trods er filmen værd at se i kræft af Russell og stemningen i filmen. Og den er skam også sjov til tider. Jeg kan dog ikke lade være med at forestille mig at den klippede udgave fra den amerikanske version, er en bedre film da der bliver skåret mere ind til benet.
Stort 3-tal.
02/06-2007
