Biljagt a la Tarantino
4.0
I den første del af det hidtil økonomiske b-filmsflop, ’Grindhouse’, styrer den overgearede filminstruktør Quentin Tarantino os gennem lange ’pigedialoger’ og førsteklasses, hæsblæsende biljagter; altid hånd i hånd med en cool b-filmstil, der i særdeleshed udpensles igennem uregelmæssige klip og tykke, gule bogstaver, der præsenterer filmen og dens skabere til start og slut. ’Death Proof’ hedder Tarantinos originale bidrag til Rodriguez’ og sin hyldest Grindhouse-fænomenet, og det går unægteligt ikke stille for sig.
Hvor ’Death Proof’ står stærkest er uden tvivl i de uimodståelige biljagtssekvenser, hvor Tarantino på en eller anden facon, formår at fremtrylle en højst ubehagelig stemning, trods uhæmmede kommentarer og et konstant slimet smil kommende fra de udmærkede skuespilleres fjæs. Ved hjælp af sindssyge kameravinkler og andre filmiske tryllerier skaber Pulp Fiction-instruktøren ganske enkelt en slags makaber stemning i de ellers rendyrkede biljagter, som tilsammen tæller to. Den første er ikke nær så fyldig som den anden, men til gengæld er den så ekskvisit udført, så dejligt uhumsk og så meget ’Tarantino’, at den straks efter jeg havde oplevet den, meldte sig blandt de fedeste actionscener, jeg endnu har haft fornøjelsen af! Efter at have vidnet scenen, var det eneste jeg kunne frembringe et svagt ’wow’ og så i øvrigt et bredt, klistret smil af ren og skær forbavselse og fornøjelse.
Den anden actionsekvens er som sagt mere langvarig, men, selvom den ikke besidder de helt samme kvaliteter som den første, er det endnu en gang så filmisk veludført, at man skal være groet effektivt fast, for ikke at læne sig helt ud af biografsædet. Scenen sætter ydermere et smukt punktum for en - set igennem et 'actionperspektiv' - fantastisk film.
Dog halter ’Death Proof’ på andre fundamentale punkter. Heriblandt er Tarantinos karakteristiske dialoger til tider for lange, og forekommer en lidt overflødige. Indblikket i de karikerede unge kvinders hverdag, er nemlig ikke altid lige fyldestgørende, selvom sekvenser i denne kategori sandsynligvis udgjorde en stor del af de gamle b-film. Derfor er det selvfølgelig også på sin plads at hylde dialogerne, men Tarantino afgiver simpelthen for mange minutter til dem, hvorfor de faktisk er tæt på en uskøn berøring af det trivielle begreb: ’kedelig’. Det understreger desværre på ny, at den ’fulde’ ’Grindhouse’ ville være hver at foretrække, da ’Death Proof’ her er skåret betragteligt ned.
’Death Proof’s forfriskende, upolerede action kompenserer dog aldeles fornuftigt for de overlange dialoger i deres energiske og filmiske forrygende momenter, hvorfor man alligevel – måske specielt i kraft af det sidste, hæsblæsende landevejsslagsmål – ender helt op under taget i komplet ’action- mode’. Nej, det er ikke en fejlfri filmperle med lutter perfekte sekvenser, og det er bestemt heller ikke altid lige underholdende, men ’Death Proof’, er ved hjælp af to ultrafede actionsekvenser og en cool, upoleret kant, et rent ud sagt sejt, om end ikke perfekt, bekendtskab.
Hvor ’Death Proof’ står stærkest er uden tvivl i de uimodståelige biljagtssekvenser, hvor Tarantino på en eller anden facon, formår at fremtrylle en højst ubehagelig stemning, trods uhæmmede kommentarer og et konstant slimet smil kommende fra de udmærkede skuespilleres fjæs. Ved hjælp af sindssyge kameravinkler og andre filmiske tryllerier skaber Pulp Fiction-instruktøren ganske enkelt en slags makaber stemning i de ellers rendyrkede biljagter, som tilsammen tæller to. Den første er ikke nær så fyldig som den anden, men til gengæld er den så ekskvisit udført, så dejligt uhumsk og så meget ’Tarantino’, at den straks efter jeg havde oplevet den, meldte sig blandt de fedeste actionscener, jeg endnu har haft fornøjelsen af! Efter at have vidnet scenen, var det eneste jeg kunne frembringe et svagt ’wow’ og så i øvrigt et bredt, klistret smil af ren og skær forbavselse og fornøjelse.
Den anden actionsekvens er som sagt mere langvarig, men, selvom den ikke besidder de helt samme kvaliteter som den første, er det endnu en gang så filmisk veludført, at man skal være groet effektivt fast, for ikke at læne sig helt ud af biografsædet. Scenen sætter ydermere et smukt punktum for en - set igennem et 'actionperspektiv' - fantastisk film.
Dog halter ’Death Proof’ på andre fundamentale punkter. Heriblandt er Tarantinos karakteristiske dialoger til tider for lange, og forekommer en lidt overflødige. Indblikket i de karikerede unge kvinders hverdag, er nemlig ikke altid lige fyldestgørende, selvom sekvenser i denne kategori sandsynligvis udgjorde en stor del af de gamle b-film. Derfor er det selvfølgelig også på sin plads at hylde dialogerne, men Tarantino afgiver simpelthen for mange minutter til dem, hvorfor de faktisk er tæt på en uskøn berøring af det trivielle begreb: ’kedelig’. Det understreger desværre på ny, at den ’fulde’ ’Grindhouse’ ville være hver at foretrække, da ’Death Proof’ her er skåret betragteligt ned.
’Death Proof’s forfriskende, upolerede action kompenserer dog aldeles fornuftigt for de overlange dialoger i deres energiske og filmiske forrygende momenter, hvorfor man alligevel – måske specielt i kraft af det sidste, hæsblæsende landevejsslagsmål – ender helt op under taget i komplet ’action- mode’. Nej, det er ikke en fejlfri filmperle med lutter perfekte sekvenser, og det er bestemt heller ikke altid lige underholdende, men ’Death Proof’, er ved hjælp af to ultrafede actionsekvenser og en cool, upoleret kant, et rent ud sagt sejt, om end ikke perfekt, bekendtskab.
03/06-2007
