På kanten af en parodi....

Allerede i filmens første scene afsløres det; Basic Instinct 2 er en så karikeret og overdreven kopi af den første film, at den nærmest bliver en parodi. Den nu noget ældre - men dog stadig fysisk tiltrækkende - Sharon Stone bruge en næsten bevidstløs skæv Stan Collymores hånd til at mastubere, mens hun kører i højt fart gennem byen og skriger højere og højere og mere og mere utroværdigt. Så er tonen slået an og jeg var lige ved at slukke igen.

Men faktisk ER det filmens værste scene, og selvom Basic Instinct 2 aldrig bliver en god film og rummer snesevis af pinlige scener, ja så blev jeg alligevel revet minimalt med af historien om den kontrollerende og intellektuelle psykologs kamp for at komme ud af Catherine Tramells store spind, som han langsomt vikles mere og mere ind i. Manuskriptet formår at skabe en vis spænding, og filmens plottwist gør, at jeg trods alt så den færdig.

Sharon Stone overdriver næsten fra ende til anden hendes rolle som femme fatale, men i enkelte små glimt kan man faktisk se, at hun er en glimrende skuespillerinde jf. fx. hendes præstation i Casino. David Morrissey er ikke videre interessant som vores uheldige helt, men man føler dog med ham i takt med, at det hele ramler ned om ørerne på ham.

Basic Instinct 2 skulle nok være blevet på idéplanet. Den fik velfortjent kun hug fra anmeldelere og publikum, og hvis Sharon Stone troede, at filmen kunne relancere hende som megastjerne, ja så fik hun en af filmhistoriens længeste næser.

Filmen hiver dog sig lige op på to stjerner, da den faktisk var bedre end forventet. Jeg så filmen igennem uden at kede mig rigtigt og synes den formåede at skabe en vis spænding. At den dog er så fyldt med pinlige scener og mindre godt skuespil gør, at den aldrig kan få mere positive ord med på vejen end "den var ikke helt så ringe, som jeg forventede". Catherine Tramell må nu endegyldigt være død som filmperson.