But inside doesn’t matter
5.0
I et yderst materialistisk samfund, hvor Peoples brillerne betyder mere end personen bag dem, og ingen egentligt er hinandens venner, men bare bekendte, gør Patrick Bateman alt for at føle sig bare en anelse i live.
Filmen starter med en introduktion af Patrick Bateman, og hans overklasse kollegaer. Det næste vi ser, er Batemans lejlighed, utrolig stilren, uden nogen form for personligt præg. Dette er her hvor Bateman dyrker sin krop som en besat, lotion, creme, balsam, skrubbe-gel, ansigtsmaske og fugtighedscreme er alle uundværlige i hans daglige rutinen, der bliver efterfulgt af 1000 mavebøjninger. Så udadtil er han en flot, ung, og intelligent mand med et prestigefyldt job på Wallstreet, der lever det søde liv i en materialistisk verden, men der er noget vi ikke ved…
Patrick har et behov for vold og mord, som han skal dække for at føle sig menneskelig, så om natten dræber han hjemløse og andre folk han finder frastødende, og har ekstrem sex med prostituerede.
Overfladiskheden i den omgangskreds Patrick Bateman omgiver sig i, ses f.eks. ved at folk hele tiden forveksler Bateman med andre personer, og ikke husker hans navn. Ingen kender egentligt hinanden, og folk er så selvoptagede at de konstant snakker forbi hinanden. En anden ting der virkelig understreger materialismen, er da Bateman og hans kollegaer konkurrere om hvem der har det pæneste visitkort, og da Paul Allen har et pænere kort en Bateman, driver dette ham til mordet på Paul Allen.
Bateman beder indirekte om hjælp, op til flere gange i løbet af filmen, og tilstår hans morderiske tendenser til hans elskerinde, kolleger, og forskellige folk i byen, men endnu engang understreges overfladiskheden, da ingen af dem lytter til hvad han siger. Selv da han tilstår alle sine mord overfor sin advokat, henslår han bare dette som værende en syg joke.
Filmen er heller ikke uden humor, dog i en meget makaber og kynisk form, som da Bateman dræber Paul Allen, imens han fortæller om hans ynglings bands diskografi, og danser rundt i en regnfrakke.
Til sidst i filmen antydes det at det hele muligvis er noget der foregår i Batemans hoved, f.eks. da han tilstår mordet på Paul Allen overfor sin advokat, som ikke tror ham, da han har spist middag med Paul Allen to gange indenfor den seneste uge, men dette bliver dog ikke bekræftet, og filmen lader det stå hen i det uvisse, om hvorvidt Bateman lider af vrangforestillinger, eller om han rent faktisk myrdede de utroligt mange mennesker, man får indtryk af i slutningen.
Patrick Bateman ser sig selv som en facade, og i jagten på et egentligt liv, bliver mord og vold en metode der kan opløfte ham fra det materialistiske samfund han lever i. Bateman er åbenlyst psykopat, da han ikke nærer nogen reelle følelser for andre mennesker, udover ham selv selvfølgelig. Udadtil er han styret af sit over-jeg og han følger samfundets normer, men reelt er han nærmest kun styret af sit under-jeg, og han kan ikke undertrykke sine ”instinkter” og lyster, og lever disse ud i sin grusomme blodrus.
Filmen bliver ikke fortalt kronologisk, og der er ikke et egentligt handlingsforløb i den, man ser i stedet forskellige scener fra Batemans liv (dette afspejles f.eks. da man i slutningen af filmen ser de mange lig i hans hus, man ikke kender historien om), der så kulminere til sidst hvor han tilstår, men da dette ingen effekt har, slutter filmen uden man får en egentlig afslutning på historien om psykopaten Patrick Bateman, og man bliver grebet af en følelse af at han bestemt ikke har lagt sin morderiske livsstil om.
Christian Bale spiller uhyggeligt overbevisende som den sindssyge Patrick Bateman, der ellers ville være en svær rolle at spille, men Christian Bale klarer det fejlfrit, og man er næsten overbevist om at han rent faktisk er psykopatisk. Udover Christian Bale, spiller en anden stjerne, nemlig Willem Dafoe også meget troværdigt som privatdetektiven der efterforsker mordet på Paul Allen.
American Psycho er alt i alt en utrolig spændende historie, der provokere både med sine voldelige scener, men også med den måde den fremstiller det borgerlige/kapitalistiske samfund på. Filmens bedste tidspunkter er når vi kommer ”ind i Batemans hoved”, når vi hører hvad han tænker om denne verden og om ham selv, dette er filmens absolutte klimakser, og det er her at den ophæver sig fra at være en simpel underholdningsfilm, til at være en film der giver en lyst til at revurdere det materialistiske samfund som vi befinder os i.
Filmen starter med en introduktion af Patrick Bateman, og hans overklasse kollegaer. Det næste vi ser, er Batemans lejlighed, utrolig stilren, uden nogen form for personligt præg. Dette er her hvor Bateman dyrker sin krop som en besat, lotion, creme, balsam, skrubbe-gel, ansigtsmaske og fugtighedscreme er alle uundværlige i hans daglige rutinen, der bliver efterfulgt af 1000 mavebøjninger. Så udadtil er han en flot, ung, og intelligent mand med et prestigefyldt job på Wallstreet, der lever det søde liv i en materialistisk verden, men der er noget vi ikke ved…
Patrick har et behov for vold og mord, som han skal dække for at føle sig menneskelig, så om natten dræber han hjemløse og andre folk han finder frastødende, og har ekstrem sex med prostituerede.
Overfladiskheden i den omgangskreds Patrick Bateman omgiver sig i, ses f.eks. ved at folk hele tiden forveksler Bateman med andre personer, og ikke husker hans navn. Ingen kender egentligt hinanden, og folk er så selvoptagede at de konstant snakker forbi hinanden. En anden ting der virkelig understreger materialismen, er da Bateman og hans kollegaer konkurrere om hvem der har det pæneste visitkort, og da Paul Allen har et pænere kort en Bateman, driver dette ham til mordet på Paul Allen.
Bateman beder indirekte om hjælp, op til flere gange i løbet af filmen, og tilstår hans morderiske tendenser til hans elskerinde, kolleger, og forskellige folk i byen, men endnu engang understreges overfladiskheden, da ingen af dem lytter til hvad han siger. Selv da han tilstår alle sine mord overfor sin advokat, henslår han bare dette som værende en syg joke.
Filmen er heller ikke uden humor, dog i en meget makaber og kynisk form, som da Bateman dræber Paul Allen, imens han fortæller om hans ynglings bands diskografi, og danser rundt i en regnfrakke.
Til sidst i filmen antydes det at det hele muligvis er noget der foregår i Batemans hoved, f.eks. da han tilstår mordet på Paul Allen overfor sin advokat, som ikke tror ham, da han har spist middag med Paul Allen to gange indenfor den seneste uge, men dette bliver dog ikke bekræftet, og filmen lader det stå hen i det uvisse, om hvorvidt Bateman lider af vrangforestillinger, eller om han rent faktisk myrdede de utroligt mange mennesker, man får indtryk af i slutningen.
Patrick Bateman ser sig selv som en facade, og i jagten på et egentligt liv, bliver mord og vold en metode der kan opløfte ham fra det materialistiske samfund han lever i. Bateman er åbenlyst psykopat, da han ikke nærer nogen reelle følelser for andre mennesker, udover ham selv selvfølgelig. Udadtil er han styret af sit over-jeg og han følger samfundets normer, men reelt er han nærmest kun styret af sit under-jeg, og han kan ikke undertrykke sine ”instinkter” og lyster, og lever disse ud i sin grusomme blodrus.
Filmen bliver ikke fortalt kronologisk, og der er ikke et egentligt handlingsforløb i den, man ser i stedet forskellige scener fra Batemans liv (dette afspejles f.eks. da man i slutningen af filmen ser de mange lig i hans hus, man ikke kender historien om), der så kulminere til sidst hvor han tilstår, men da dette ingen effekt har, slutter filmen uden man får en egentlig afslutning på historien om psykopaten Patrick Bateman, og man bliver grebet af en følelse af at han bestemt ikke har lagt sin morderiske livsstil om.
Christian Bale spiller uhyggeligt overbevisende som den sindssyge Patrick Bateman, der ellers ville være en svær rolle at spille, men Christian Bale klarer det fejlfrit, og man er næsten overbevist om at han rent faktisk er psykopatisk. Udover Christian Bale, spiller en anden stjerne, nemlig Willem Dafoe også meget troværdigt som privatdetektiven der efterforsker mordet på Paul Allen.
American Psycho er alt i alt en utrolig spændende historie, der provokere både med sine voldelige scener, men også med den måde den fremstiller det borgerlige/kapitalistiske samfund på. Filmens bedste tidspunkter er når vi kommer ”ind i Batemans hoved”, når vi hører hvad han tænker om denne verden og om ham selv, dette er filmens absolutte klimakser, og det er her at den ophæver sig fra at være en simpel underholdningsfilm, til at være en film der giver en lyst til at revurdere det materialistiske samfund som vi befinder os i.
03/06-2007
