Genial genrefilm
6.0
Hitchcocks fantastisk underholdende thriller ”North by Northwest” er et perfekt eksempel på, at en film ikke behøver at være dyb for at være fremragende. Den er nærmest perfekt i sin blanding af vittig dialog, spænding og umådeligt flot cinematografi og klipning.
Samtidig er det svært for mig at anmelde filmen, da den er så stor en klassiker, at jeg har set så mange elementer af den i forskellige former for populær kultur, før jeg så den oprindelige.. Jeg har set den berømte sekvens fra Mt. Rushmore, hvor helten og pigen klatrer ned af de store præsidenters udhuggede ansigter, hundrede gange før i alle mulige afskygninger. Og alligevel så virkede det utroligt spændende og intenst, da jeg endelig så det i den 'rigtige' version med Cary Grant og Eva Marie Saint.
Cary Grant er fænomenal med sin afslappede, vittige personlighed som reklamemanden Roger O. Thornhill, der bliver blandet ind i en farlig sag med nogle udenlandske spioner, da han befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han bliver nemlig forvekslet af disse spioner med en amerikansk agent, der vil afsløre spionringen, og derfra ruller den dødsensfarlige lavine af hemmeligheder og spionforviklinger, samt en smuk blondine (Eva Marie Saint), som Thornhill løber ind i på vejen.
Filmen har masser af lækker selvironi, og den bliver til tider så selvbevidst, at den virker metafilmisk. For eksempel, fortæller blondinen, at hun ikke ved noget om ham, ud over at han er an advertising man, og dermed bliver vi bevidste om, at vi heller ikke kender noget til denne Thornhill-karakter. Han eksisterer kun i situationen, får kun liv i kraft af plottet.
Og derudover får han selvfølgelig liv i kraft af Cary Grant, der giver ham masser af charme og personlighed. ”North by Northwest” er flere steder en prototype på James Bond-filmene. Men den er faktisk mere interessant, da Thornhill nemlig er en almindelig fyr (som pigerne dog ikke kan stå for) i en ualmindelig situation.
Hitchcock viser sig virkelig som en mester af denne lette genrefilm. Ud over det fantastiske manuskript og de fremragende skuespillere, så får filmen substans og fylde igennem cinematografien, der blandt andet indeholder nogle fantastiske shots, hvor den smukke arktektur af FN-bygningen blandt andet udnyttes fuldt ud.
Dernæst er scoret også med til at suge publikum ind i dramaet fra starten med nogle fantastiske toner af Bernard Herrman, der startede sin karriere med ”Citizen Kane”.
”North by Northwest” er noget af det bedste eskapistiske Hollywood-underholdning, jeg har set. Den overgår de nye CGI-overflødighedshorns-undskyldninger for underholdning med flere mesterlige Hitchcock-længder.
Samtidig er det svært for mig at anmelde filmen, da den er så stor en klassiker, at jeg har set så mange elementer af den i forskellige former for populær kultur, før jeg så den oprindelige.. Jeg har set den berømte sekvens fra Mt. Rushmore, hvor helten og pigen klatrer ned af de store præsidenters udhuggede ansigter, hundrede gange før i alle mulige afskygninger. Og alligevel så virkede det utroligt spændende og intenst, da jeg endelig så det i den 'rigtige' version med Cary Grant og Eva Marie Saint.
Cary Grant er fænomenal med sin afslappede, vittige personlighed som reklamemanden Roger O. Thornhill, der bliver blandet ind i en farlig sag med nogle udenlandske spioner, da han befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han bliver nemlig forvekslet af disse spioner med en amerikansk agent, der vil afsløre spionringen, og derfra ruller den dødsensfarlige lavine af hemmeligheder og spionforviklinger, samt en smuk blondine (Eva Marie Saint), som Thornhill løber ind i på vejen.
Filmen har masser af lækker selvironi, og den bliver til tider så selvbevidst, at den virker metafilmisk. For eksempel, fortæller blondinen, at hun ikke ved noget om ham, ud over at han er an advertising man, og dermed bliver vi bevidste om, at vi heller ikke kender noget til denne Thornhill-karakter. Han eksisterer kun i situationen, får kun liv i kraft af plottet.
Og derudover får han selvfølgelig liv i kraft af Cary Grant, der giver ham masser af charme og personlighed. ”North by Northwest” er flere steder en prototype på James Bond-filmene. Men den er faktisk mere interessant, da Thornhill nemlig er en almindelig fyr (som pigerne dog ikke kan stå for) i en ualmindelig situation.
Hitchcock viser sig virkelig som en mester af denne lette genrefilm. Ud over det fantastiske manuskript og de fremragende skuespillere, så får filmen substans og fylde igennem cinematografien, der blandt andet indeholder nogle fantastiske shots, hvor den smukke arktektur af FN-bygningen blandt andet udnyttes fuldt ud.
Dernæst er scoret også med til at suge publikum ind i dramaet fra starten med nogle fantastiske toner af Bernard Herrman, der startede sin karriere med ”Citizen Kane”.
”North by Northwest” er noget af det bedste eskapistiske Hollywood-underholdning, jeg har set. Den overgår de nye CGI-overflødighedshorns-undskyldninger for underholdning med flere mesterlige Hitchcock-længder.
03/06-2007
