Apokalyptisk uhygge

Da jeg ikke har set den japanske original Kairo kunne jeg sætte mig foran skærmen fuldstændigt fordumsfrit og se Jim Sonzeros remake. Pulse er bestemt seværdig, idet den får skabt en klam undergangsstemning og indeholder flere skræmmende øjeblikke.

Historien er jeg ikke helt sikkert på, at jeg nogensinde fik 100 pct. styr på, men det er noget med nogle temmelig skræmmende spøgelser via pc og andet elektronisk udstyr får adgang til de levendes verden, hvor de suger livslysten ud af folk, så de ender med at begå selvmord. I centrum for filmens begivenheder er eyecandy Kristen Bell, som faktisk rummer et vist talent. Hendes kæreste har netop hængt sig selv og sammen med arvtageren til kærestens computer forsøger hun at afdække årsagen til det større og større antal selvmord.

Pulse ligger relativt hurtigt for land med en række stemningsfulde og flotte scener, og tempoet holdes højt det meste af filmen. Filmen er ikke frygtindgydende skræmmende, men har en fed dommedagsstemning, som især forstærkes henimod slutningen, hvor vi som publikum præsenteres for den sande omfang af spøgelsernes livsrøvende fest. Jeg var positivt overrasket både over stemningen og de indimellem skræmmende scener.

Pulse er flot produceret, og kan i den forstand sammenlignes med den amerikanske horror-nybølge som fx Texas chainsaw, Saw og Hills. Filmen har dog andre ambitioner end de nævnte film. Her handler det om at skræmme fremfor gennem et grotesk blodbad at forfærde. Også filmens effekter er glimrende og selve spøgelserne er flotte og uhyggelige.

På grund af den lidt forvirrende handling, hvor det aldrig rigtigt står klart, hvor spøgelserne kommer fra, og hvad deres mission er, forbliver Pulse dog en middelmådig film. Ligeledes er filmens unge skuespillercast heller ikke allesammen i Al Pacino klasse, uden at det dog bliver pinligt ringe.

Se Pulse for den flotte produktion, den fede dommedagsstemning og en række ok skræmmende øjeblikke.