Spøgelsesbilist på afveje

Man må lade Tarantino, at han kan sit håndværk. Death Proof er langt fra hans bedste film, men det ville også være urimeligt at forlange, når det nu er en del af Grindhouse-projektet - så SKAL den være blottet for dybde og bare nøjes med at fræse efter ægte b-films underholdning i ordets "værste" betydning. Så SKAL den være den type film, som filmfeinschmeckerne og kulturparnasset rynker på næsen af... Og det er Death Proof så afgjort også.

Det er i meget høj grad en film, der lægger vægt på sin form, og her er Tarantino svær at overgå. Filmen er spækket med referencer til obskur popkultur - bemærk f.eks. den endeløse opremsning af forældede tv-serier med afdankede og glemte skuespillere fra amerikansk fjernsyn i 70'erne, som Stuntman Mike nævner i løbet af filmen. Måske er det afslørende, at jeg faktisk nikker genkendende til en del af dem, men det er stadig toppen, at det alt sammen er helt faktuelt.

Det er den slags detaljer, Tarantino kan i søvne. Blandet sammen med hans uforlignelige evne til at fylde tanken med den helt rigtige blanding af mere eller mindre kendt populær musik, så giver det et produkt, som man ikke kan laste for stilen. Hele formen er, i sandhed, "death proof".

Men når det så er sagt, så er plottet tyndt. Og det SKAL være tyndt. Det er en hyldest til b-filmens "exploitation"-genre, vi har her, og så skal det være sådan. Du finder aldrig ud af, hvorfor skurken er sådant et dumt svin, for det er ikke relevant i en film af denne type. I en mere mainstream film ville det være blevet til noget med dårlige forhold til kvinder, der brændte ham af, i hans baggrund. Men den slags patetiske flæben er den her slags film kemisk renset for - her er vi ligeglade med årsagerne. Han er en skurk og dermed basta! Længere er den ikke.

Og med et så enkelt plot er det overraskende, hvor meget Tarantino kan hente ud af en så banal historie, når han samtidig skal overholde b-filmenes hellige idealer og regler.

Men skuespillet er nu også ganske veloplagt. Kurt Russell ser virkeligt ud til at nyde, at han må være lige så afstumpet og grotesk, som han har lyst til. Der er ikke meget renskuret helt over Stuntman Mike. Om noget minder han her mere om Snake Plissken, selv om Snake faktisk var en del rarere (!) Det er rart at se, at Russell stadig kan den slags.

Med Sin City (og fortsættelsen på vej) må jeg dog sige, at Rosario Dawson er godt på vej til at slå sig op som overcool superkvinde på det store lærred. "Death Proof" ændrer i hvert fald ikke på det image, for hun er om nogen omkring 200% for sej her. Hun ejer skærmen, når hun er på, og sjovt nok i højere grad end Tracie Thoms og Zoe Bell, der ellers skal være de to hårde nysere i søster-slænget i filmens sidste halvdel.

Ellers giver Tarantino den på alle tangenter med hurtige biler, sprut, lækre damer og hvad man nu ellers kan forvente i en film af denne type fra hans side. Vanessa Ferlito får f.eks. lov til at være filmens "hottie" i første halvdel på den fatale druktur med hendes veninder. Sex, død og vold. Man må sige, at Tarantino forstår at tale til urinstikterne...

Men utroligt nok begrænser Tarantino dog volden meget. Det er svært at forestille sig en Tarantino-film uden afrevne legemsdele, men der er faktisk meget få af dem her, og kun på tidspunkter, hvor vi ved, det kommer.

Hvilket indtryk efterlader det så? Tja, når Death Proof er ovre, så er den ovre. Du tager ikke så meget med dig fra biffen som i "Pulp Fiction" eller "Reservoir Dogs", men derfor er det stadig helt fin underholdning. Det er ikke lødig familiehygge som Pirates of the Caribbean 3 (og tak for det...), men du kan roligt gå ind og se Death Proof i stedet for Pirates for anden eller tredje gang, hvis du er moden til Tarantino's verden. Det er faktisk lige så god underholdning, om end på et andet plan.