BBC-udgaven var bedre

4.0
Det er hårde odds at skulle konkurrere med den mest populære tv-serie, BBC nogensinde har lavet. Og for den sags skyld også den glimrende gamle filmatisering med Laurence Olivier som Darcy.

Denne nye udgave af Jane Austens klassiker er dog ganske udmærket, og jeg er sikker på, at den ville have været en større oplevelse, hvis jeg ikke havde de to tidligere versioner at måle den imod.

Keira Knightley er o.k. som en fnisende Lizzie, og Matthew McFadyen gør det godt som en Darcy med flere synlige følelser. I det hele taget spilles der britisk-solidt i de fleste roller, hvor jeg især var begejstret for Rosamund Pike som Jane, Kelly Reilly som Miss Bingley og Donald Sutherland som Mr. Bennet.

Der er god gnist i de velkendte scener og mange fine replikskifter, men denne version er mere romantisk end morsom. Austens skarpe satire er tonet ned til fordel for romancen, og jeg synes, det er synd, at der pludselig lugter så meget af stormfulde højder. På én eller anden måde er det mere en teenage-film.

Sjovt nok kommer det skarpe blik på de forskellige samfundsklasser så tydeligt igennem visuelt. Denne udgave er nemlig en tand mindre poleret end de tidligere - der er lidt mere beskidt, og kjolerne er lidt mere lurvede i det. At kjolerne derudover ser ud til at være mindre historisk korrekte end i BBC-udgaven, er så noget andet. I det hele taget har denne film ekstremt solide production values. Jeg var især imponeret af lydklipningen, der giver et lækkert mix af samtaler i et par steadycam-scener med mange mennesker.

En nydelig instruktørdebut for Joe Wright og absolut en seværdig film - især hvis man er i romantisk humør. Men den er ikke i klasse med BBC-serien. "Pride and Prejudice" var bare bedre med Jennifer Ehle og Colin Firth.
Stolthed og fordom