Based on a true story. Sort of.
4.0
Domino Harvey var en usædvanlig person. Datter af en filmstjerne og en supermodel, opvokset i det bedre borgerskab, karriere i modeverdenen - og alligevel så oprørsk, at hun gav det hele fingeren og blev dusørjæger i Californien. Hun døde af en overdosis i sommeren 2005.
Inden hun døde, havde Tony Scott gjort "Domino" færdig efter 12 års arbejde. Domino Harvey var med som teknisk rådgiver på filmen om sit liv - som nok nærmere er Domino Harveys lettere idealiserede billede af sit liv. Det anerkender Scott allerede i startteksterne, hvor der står: "Based on a true story. Sort of." Filmen nævner eksempelvis overhovedet ikke hendes mangeårige narkomisbrug.
Plottet er noget rod - eller som Domino selv siger det i filmen: "A huge clusterfuck." Det indeholder bl.a. 10 millioner dollars i kontanter, mafiaen, to filmstjerner, en afhugget arm, FBI, en syg sort pige, et realityshow og en afghansk bombemand. Det fantastiske er, at noget af det jo nok er tilnærmelsesvis sandt.
Og det er så også her, at filmen bliver virkelig interessant. Det er lag på lag på lag - vi ser en film om en virkelig person, der havde et udtalt ønske om at blive legende og selv har været med til at lave filmen. Og i filmen bliver hun og hendes partnere hyret til at lave et realityshow om dusørjægere. Hvor Scott i øvrigt laver et smukt greb ved at lade Ian Ziering og Brian Austin Green fra "Beverly Hills 90210" spille usympatiske parodier på dem selv som værter i showet. På den led giver filmen et krast billede af en nutid med reality-tv og selviscenesættelse, hvor den virkelige virkelighed bliver visket ud. For det er jo netop based on a true story. Sort of.
Men handlingen er altså en gedigen gang rod, der stikker i alle mulige retninger. Historien kommer langt omkring i mange sære sidespring, som dog alle har en berettigelse, når man tænker efter. Så i virkeligheden burde enderne bare have været bundet bedre sammen.
Forvirringen bliver ikke mindre af Scotts fortælleteknik, hvor han fortsætter den nærmest hyperrealistiske stil fra "Man on Fire". Hurtige klip, markant håndholdt kamera, overeksponerede farver i et gul-grønt univers - denne gang understreget af lydsiden, hvor han arbejder med dubbede overgange mellem scenerne og samplede, gentagne replikker. Det er som at se en meget lang musikvideo - og samtidig en meget intelligent udfordring af normalt filmsprog. For når Dominos fortællerstemme bryder ind og understreger pointer eller skifter scene, understreger det også for seerne, at det her er redigeret virkelighed. Based on a true story. Sort of.
Nå ja, og Keira Knightley er i øvrigt fed i hovedrollen. Også selv om hun ofte får stjålet scenerne af Mickey Rourke, der er forrygende castet som hendes dusørjæger-mentor.
"Domino" er ikke nogen vellykket film. Men den har så mange interessante ting i både form og indhold, at den er lige på grænsen til at være genial og derfor alligevel seværdig. Medmindre, selvfølgelig, at man har det skidt med MTV-klipning, uroligt håndholdt kamera, flimrende farver og samplede lyd-overlap - for så sidder man tilbage med granatchok.
Inden hun døde, havde Tony Scott gjort "Domino" færdig efter 12 års arbejde. Domino Harvey var med som teknisk rådgiver på filmen om sit liv - som nok nærmere er Domino Harveys lettere idealiserede billede af sit liv. Det anerkender Scott allerede i startteksterne, hvor der står: "Based on a true story. Sort of." Filmen nævner eksempelvis overhovedet ikke hendes mangeårige narkomisbrug.
Plottet er noget rod - eller som Domino selv siger det i filmen: "A huge clusterfuck." Det indeholder bl.a. 10 millioner dollars i kontanter, mafiaen, to filmstjerner, en afhugget arm, FBI, en syg sort pige, et realityshow og en afghansk bombemand. Det fantastiske er, at noget af det jo nok er tilnærmelsesvis sandt.
Og det er så også her, at filmen bliver virkelig interessant. Det er lag på lag på lag - vi ser en film om en virkelig person, der havde et udtalt ønske om at blive legende og selv har været med til at lave filmen. Og i filmen bliver hun og hendes partnere hyret til at lave et realityshow om dusørjægere. Hvor Scott i øvrigt laver et smukt greb ved at lade Ian Ziering og Brian Austin Green fra "Beverly Hills 90210" spille usympatiske parodier på dem selv som værter i showet. På den led giver filmen et krast billede af en nutid med reality-tv og selviscenesættelse, hvor den virkelige virkelighed bliver visket ud. For det er jo netop based on a true story. Sort of.
Men handlingen er altså en gedigen gang rod, der stikker i alle mulige retninger. Historien kommer langt omkring i mange sære sidespring, som dog alle har en berettigelse, når man tænker efter. Så i virkeligheden burde enderne bare have været bundet bedre sammen.
Forvirringen bliver ikke mindre af Scotts fortælleteknik, hvor han fortsætter den nærmest hyperrealistiske stil fra "Man on Fire". Hurtige klip, markant håndholdt kamera, overeksponerede farver i et gul-grønt univers - denne gang understreget af lydsiden, hvor han arbejder med dubbede overgange mellem scenerne og samplede, gentagne replikker. Det er som at se en meget lang musikvideo - og samtidig en meget intelligent udfordring af normalt filmsprog. For når Dominos fortællerstemme bryder ind og understreger pointer eller skifter scene, understreger det også for seerne, at det her er redigeret virkelighed. Based on a true story. Sort of.
Nå ja, og Keira Knightley er i øvrigt fed i hovedrollen. Også selv om hun ofte får stjålet scenerne af Mickey Rourke, der er forrygende castet som hendes dusørjæger-mentor.
"Domino" er ikke nogen vellykket film. Men den har så mange interessante ting i både form og indhold, at den er lige på grænsen til at være genial og derfor alligevel seværdig. Medmindre, selvfølgelig, at man har det skidt med MTV-klipning, uroligt håndholdt kamera, flimrende farver og samplede lyd-overlap - for så sidder man tilbage med granatchok.
06/06-2007
