En heroisk skikkelse

’Batman Begins’ er et helteportræt som de færreste. Den tager ikke den alt for velkendte underholdningsformel i brug, men tegner i stedet sine dystre billeder i fællesskab med klare og skarpe standpunkter - dog uden at komponere et unødvendigt, politisk manifest. Og netop fordi ’Batman Begins’ tør at være mere end det banale og danne ’nye’ billeder er det en suveræn film, der oven i købet er stopfyldt med Nolans eminente filmiske fornemmelse og det imponerende skuespillerensembles troværdige præstationer. Det er noget så sjældent som en vaskeægte, vellykket storfilm.

Vi befinder os i Gothams mørke stræder, hvor kriminaliteten så småt har taget styrepinden, hårdhudet anført af den knap så sympatiske gangster, Falcone. Kun få oprørske skikkelser forhindrer ham og hans allierede i at overtage byen; heriblandt Bruce Waynes far. Han skal dog vise sig at omkomme i en forfærdelig skudtragedie sammen med sin kone, dræbt af en plaget hjemløs, der med rystende hånd planter en række skud i de to forsvarsløse personers kroppe. En hændelse, der ikke bare forårsager at lille Bruce efterlades hos den ellers sympatiske butler Alfred, men også får ham til at stifte bekendtskab med en stærk hævnfølelse, der bobler og syder i hans fortabte indre. Derfor dropper han en årrække senere rigmandsimaget og begiver sig ud i den fagre verden, i troen, at han kan udrette noget særegent for byen hans forældre indskød både sjæl og hjerte i. Herfra kreeres Batman.

Personligt har jeg altid betragtet Batman-karakteren som noget komplet unikt. I modsætning til Spiderman, Superman og alle de andre flyvende væsener, er det ikke udelukkende det overnaturlige, der bevarer ham i oprejst position. Det er derimod hans enestående væsen og ikke mindst hans livsbekræftende tro på at selv det største røvhul, kan omvendes til noget fortryllende smukt.
Et grundlæggende røvhul er – i alt fald - den kriminalitetsoverlæssede lorteby Gotham, hvis herligheder den heroiske Batman konfronterer allerede fra første ’superhelteaktion’. Men kan han overhovedet håndtere dobbeltlivet som både bemærkelsesværdig helt og omtalt, slibrig rigmand? Eller må han tilbagelægge en stor del af sit fundamentale væsen og konstruere en ny tilværelse? Spørgsmålene er mange og problematikkerne flere for Bruce Wayne, mens man som tilskuer bare bør leve sig ind i hver og en af dem med sindet godt integreret i filmens forbilledlige dybder.

Hvad der er påkrævet af en film for seerens fuldstændige indlevelse er ufejlbarlige præstationer fra størstedelen af skuespillerholdet. Et aspekt ’Batman Begins’ besidder med et uhyre velspillende ensemble, anført af suveræne Christian Bale, der i sit følelsesladede og mesterlige portræt bærer filmen et solidt stykke af succesvejen, hvorefter han suppleres af andre prominente navne som Morgan Freeman, Michael Caine, Liam Neeson og en fra top til tå fantastisk Gary Oldman, der i rollen som sarkastisk politimand og Batmans højre hånd, leverer en konstant eminent mimik. Eneste mindre fejlskud på skuespillerfronten må siges at være Katie Holmes, hvis tvivlsomme kvaliteter blegner i sammenligningen med hendes medspillere, selvom hun trods alt fremtvinger en hæderlig karakteristik af den handlekraftige advokat, Rachel Dawes.

Christopher Nolan anses af mange (inklusiv undertegnede) for at være blandt de førende instruktører for øjeblikket. En påstand han til fulde lever op til i ’Batman Begins’, hvor han lægger sit eget forrygende præg på historien i form af sine dystre billeder, der er fremragende i deres karakteristik af Gothams røvsyge skodmiljø. Tilmed er hver en lille finurlig kamerabevægelse perfekt udført, hvorfor billedsiden med sikker hånd er drevet nær det fuldendte. Og når den så i øvrigt indgår i en smuk alliance med Hans Zimmers hidtil mest velkomponerede musik, danner den - i fuld udfoldelse - en fantastisk, nærmest kildende fornemmelse langt ind i selv den mest nedtonede filmsjæl.

Først sjette gang jeg overværede det gribende helteepos ’Batman Begins’ tabte jeg for alvor mit hjerte til den og dens bælgmørke lyrik. For det er en film, man kan se gang på gang og alligevel forbløffes og fortrylles af, både på grund af det filmiske og det emotionelle aspekt. Det er en film, der forholder sig til politiske problematikker uden at smovse sig unødigt rundt i dem. Det er et helteportræt, der ikke kun hengiver sig til underholdning og effekter: Det er ganske enkelt ’Batman’ i navnets bedste og mest overlegne betydning.