En vaskeægte perle af en kultfilm.
6.0
Lad mig med det samme advare - jeg er Marthaholic og stolt af det.
Martha kan ses på to forskellige måder og det er vigtigt at forstå for at denne anmeldelse ikke virker for langt ude i hampen. Den ene måde er med et sæt "folkekomediebriller MK1" hvor filmen fremstår som endnu en Balling og Bahs produktion fra de gylne 60'ere. Martha ligger lige i slipstrømmen af Frede filmene og har også alle de karakteristika som kendetegner en film af de to Store Gamle Mænd.
Men det er først når man ifører sig et par maritime briller at filmen rigtig træder i karakter.
Rollerne er delt i to grupper: besætningen på Martha som er en flok karakiturer af brave danske søfolk. Det sjove er her, at hvis man har en fortid i det maritime kan man hurtigt udpege en hel masse træk á lá "Han er sgu ligeså skør som en mester jeg sejlede med på....." Personerne er altså karikerede men på den kærlige måde, der får dem til at fremstå som et sindbillede på den danske sømand (altså det sindbillede sømændende selv har). At det så er en række af de store navne der er på rollelisten gør det heller ikke ringere. Poul Reichart brillierer som maskinchefen Brovst med det hidsige temperament assisteret af andenmesteren Alf som spilles af Poul Bundgaard (rollen kan ses som et forstudie til Keld i Olsenbandefilmene "Jaja jeg ska' nok...") og sammen står de fælles front mod "Dækket" repræsenteret af Kaptajnen - Karl Stegger og styrmand Dyhrmand - Henrik Wiehe. Den løbende konflikt mellem dæk og maskine er taget ud af virkeligheden og resulterer i en række klassiske citater som er del af enhver søfarendes vokabularium. Ved siden disse herrer finder vi så en meget kreativ steward Hr Watson - Ove Sprogøe - suppleret af en socialistisk kok - Preben Kaas, en ordblind telegrafist - Poul Hagen - og endelig skibsdrengen Halfdan - Birger Jensen med historiens mest groteske gummiben. Birollerne besættes af tre græske skuespillere som hhv. matroser og kullemper.
Denne bande af stratenrøvere har fundet det søde live ved at sejle den gamle spand af et dampskib i fast fart mellem Piræus og Abradan. Ikke at de udretter noget, men ved hjælp af overslæb (sic!) sørger de for at fremstå som en net lille forretning for rederiet O. P. Andersen - lyder navnet bekendt.
Katastrofen indtræffer da skibsrederen himself - Helge Kjærulff Schmidt - med samt dennes Sekretær Frk. Bruun - Lilly Weiding - og hans forkælede datter - Hanne Borchsenius - som konskvens af storkapitalens forviklinger lander lige midt i et mindre orgie (Halfdans 17 års fødselsdag) og så eskalerer løjerne i et regulært culture clash mellem den noget drukfældige besætning og den asketiske skibsreder. Det store kolde bord kontra havregrød og tre stykker letbelagt.
Men besætningen sejrer til sidst og selv O. P. Andersen indser at Martha har en berettigelse.
Alt i alt en banal historie hvor heltene går så meget grumt igennem og til sidst får prinsessen. Men for det sejlende Danmark et stykke kulturarv som er fast inventar på samtlige skibe. Den bliver magisk i det øjeblik den sættes i rette kontekst. Tag en tur til Danmarks maritime hovedstad Svendborg og se den sammen med bøderne og de rigtige sømænd, så vil du få syn for sagen.
(dokumentet er dynamisk og bliver mere klart i mælet efterhånden)
Martha kan ses på to forskellige måder og det er vigtigt at forstå for at denne anmeldelse ikke virker for langt ude i hampen. Den ene måde er med et sæt "folkekomediebriller MK1" hvor filmen fremstår som endnu en Balling og Bahs produktion fra de gylne 60'ere. Martha ligger lige i slipstrømmen af Frede filmene og har også alle de karakteristika som kendetegner en film af de to Store Gamle Mænd.
Men det er først når man ifører sig et par maritime briller at filmen rigtig træder i karakter.
Rollerne er delt i to grupper: besætningen på Martha som er en flok karakiturer af brave danske søfolk. Det sjove er her, at hvis man har en fortid i det maritime kan man hurtigt udpege en hel masse træk á lá "Han er sgu ligeså skør som en mester jeg sejlede med på....." Personerne er altså karikerede men på den kærlige måde, der får dem til at fremstå som et sindbillede på den danske sømand (altså det sindbillede sømændende selv har). At det så er en række af de store navne der er på rollelisten gør det heller ikke ringere. Poul Reichart brillierer som maskinchefen Brovst med det hidsige temperament assisteret af andenmesteren Alf som spilles af Poul Bundgaard (rollen kan ses som et forstudie til Keld i Olsenbandefilmene "Jaja jeg ska' nok...") og sammen står de fælles front mod "Dækket" repræsenteret af Kaptajnen - Karl Stegger og styrmand Dyhrmand - Henrik Wiehe. Den løbende konflikt mellem dæk og maskine er taget ud af virkeligheden og resulterer i en række klassiske citater som er del af enhver søfarendes vokabularium. Ved siden disse herrer finder vi så en meget kreativ steward Hr Watson - Ove Sprogøe - suppleret af en socialistisk kok - Preben Kaas, en ordblind telegrafist - Poul Hagen - og endelig skibsdrengen Halfdan - Birger Jensen med historiens mest groteske gummiben. Birollerne besættes af tre græske skuespillere som hhv. matroser og kullemper.
Denne bande af stratenrøvere har fundet det søde live ved at sejle den gamle spand af et dampskib i fast fart mellem Piræus og Abradan. Ikke at de udretter noget, men ved hjælp af overslæb (sic!) sørger de for at fremstå som en net lille forretning for rederiet O. P. Andersen - lyder navnet bekendt.
Katastrofen indtræffer da skibsrederen himself - Helge Kjærulff Schmidt - med samt dennes Sekretær Frk. Bruun - Lilly Weiding - og hans forkælede datter - Hanne Borchsenius - som konskvens af storkapitalens forviklinger lander lige midt i et mindre orgie (Halfdans 17 års fødselsdag) og så eskalerer løjerne i et regulært culture clash mellem den noget drukfældige besætning og den asketiske skibsreder. Det store kolde bord kontra havregrød og tre stykker letbelagt.
Men besætningen sejrer til sidst og selv O. P. Andersen indser at Martha har en berettigelse.
Alt i alt en banal historie hvor heltene går så meget grumt igennem og til sidst får prinsessen. Men for det sejlende Danmark et stykke kulturarv som er fast inventar på samtlige skibe. Den bliver magisk i det øjeblik den sættes i rette kontekst. Tag en tur til Danmarks maritime hovedstad Svendborg og se den sammen med bøderne og de rigtige sømænd, så vil du få syn for sagen.
(dokumentet er dynamisk og bliver mere klart i mælet efterhånden)
07/06-2007
