En afdæmpet krigsfilm
5.0
Og skulle man vel tilføje: som de ikke laver dem længere.
The Cruel Sea er baseret på Nicholas Montserrats roman af samme navn og bygger på forfatterens egne erfaringer fra konvojtjenesten i nordatlanten.
Hovedrollerne besættes af to skibe og de der sejler dem. Jack Hawkins er chefen Kaptajnløjtnant af reserven Ericsson og hans næstkommanderende premierløjtnant af reserven Lockhardt spilles af Donald Sinden. Omkring dem finder man en række af de gode gamle engelske karakterskuespillere og enkelte kommende stjerner - eksempelvis en meget ung Denholm Elliot som løjtnant Morrel.
Men det er først og fremmest en ensemble film og de to skibe udgør omdrejningspunkterne for handlingen.
Det første skib er en lille ydmyg eskortekorvet Compass Rose som bruges som baggrund for at tegne de gennemgående karakterer samt et billede af de nye forhold som Royal Navy stod overfor i den uindskrænkede ubådskrig i Nordatlanten.
Især datidens high-tech våben sonaren er en vigtig medspiller her. Sonaren gør det muligt for Ericsson at "se" ned i vandet og forhindrer den ubåd i at gemme sig (se Das Boot for at få skildringen fra den modtagende ende). Denne egenskab bringer også ham ud i et uhyggeligt valg da en ubåd gemmer sig lige under en flok svømmende søfolk fra et torpederet skib.
Ericsson gennemfører sit dybdebombeangreb (7x235 kg højeksplosiver) uanset at der ligger folk i vandet - ubåden har førsteprioritet.
Havde det nu været en amerikansk film så var der indtruffet et mirakel og ubåden havde trukket væk fra de svømmende og Ericsson havde så sænket den og reddet dem, men Monserrat har selv været der. Compass Rose pløjer ned gennem de forgæves vinkende skibbrudne og besegler deres skæbne med sin skrue og dybdebomber.... og ubåden den undslipper. Ericsson rammes af enorm skyldfølelse og kun ved mellemkomsten af kaptajnerne fra skiben i hans konvoj undgår han at gå helt i hundene - hvem sagde the burden of command.
Compas Rose sejler videre og alt tegner lyst. Flere personer træder frem næstkommanderende får en kæreste og to af de gamle befalingsmænd er ved at forberede et bryllup den ene med den andens søster. Men krigen kender ikke til hensyn så Compas Rose torpederes syd for Kap Farvel og en for en dør de folk vi lige har lært at kende af kulde, mens de klamrer sig til vraggods og redningflåder.
Ericsson og Lockhardt overlever og får kommandoen over et nyt og større skib Saltash Castle. Samtidig flytter de operationsområde fra den barske Nordatlant til den om muligt mere nådesløse Murmansk rute.
Ericsson bærer stadig på arrene fra torpederingen og er fast besluttet på at ingen ubåd skal undslippe når han er på patrulje. Han går så vidt som til at tage amfetamin for at kunne jage en ubåd til det sidste og der opstår et ironisk kontrapunkt da ubåden vælger at overgive sig og han ikke kan sove bagefter. Faktisk er det noget af en nedtur for Ericsson at overvinde "fjenden" for han indser at den virkelige fjende ikke er tyskerne men havet (der af navnet på filmen) og for så et gøre det endnu mere smertefuldt så slutter krigen midt i det hele. Ikke med bulder og brag og fyrværkeri, men med stille eftertænksomhed og en usikkerhed overfor den nye tilstand.
The Cruel Sea tegner således et meget intimt portræt af søkrigen og de personer som udkæmper den. Dette gøres på en meget overbevisende manér uden at henfalde til hollywoodsk romatisering som i Pearl Harbor, men ved en stille og nærmest distanceret skildring af en enkelt person - kaptajnen skildres aldrig indefra, han er CHEFEN og derfor isoleret og alene - og hans allernærmeste - Lockhardt og de andre officerer, befalingsmænd og menige skildres derimod gennem deres relationer til hinanden og til deres pårørende/kærester - på et meget lille skib på et meget stort og nådesløst hav.
På sin vis minder The Cruel Sea om Kurosawas De Syv Samuraier: døden er upartisk og kender ikke forskel på de gode og de onde, og når det hele er slut er der ingen vindere kun de overlevende med alle deres traumer. Måske var halvtredserne tiden for eftertanke snarere end glorificering.
Jeg så den første i min gamle filmklub på skolen og dengang var den bare sejg. Nu har jeg selv sejlet i Nordatlanten og det har har ændret min syn på den til noget meget mere end bare sejgt.
Se den en kold regnvejrsdag med et tæppe og en toddy og lad fortællingen folde sig ud. Så glemmer du hurtigt at den er mere end 50 år gammel.
The Cruel Sea er baseret på Nicholas Montserrats roman af samme navn og bygger på forfatterens egne erfaringer fra konvojtjenesten i nordatlanten.
Hovedrollerne besættes af to skibe og de der sejler dem. Jack Hawkins er chefen Kaptajnløjtnant af reserven Ericsson og hans næstkommanderende premierløjtnant af reserven Lockhardt spilles af Donald Sinden. Omkring dem finder man en række af de gode gamle engelske karakterskuespillere og enkelte kommende stjerner - eksempelvis en meget ung Denholm Elliot som løjtnant Morrel.
Men det er først og fremmest en ensemble film og de to skibe udgør omdrejningspunkterne for handlingen.
Det første skib er en lille ydmyg eskortekorvet Compass Rose som bruges som baggrund for at tegne de gennemgående karakterer samt et billede af de nye forhold som Royal Navy stod overfor i den uindskrænkede ubådskrig i Nordatlanten.
Især datidens high-tech våben sonaren er en vigtig medspiller her. Sonaren gør det muligt for Ericsson at "se" ned i vandet og forhindrer den ubåd i at gemme sig (se Das Boot for at få skildringen fra den modtagende ende). Denne egenskab bringer også ham ud i et uhyggeligt valg da en ubåd gemmer sig lige under en flok svømmende søfolk fra et torpederet skib.
Ericsson gennemfører sit dybdebombeangreb (7x235 kg højeksplosiver) uanset at der ligger folk i vandet - ubåden har førsteprioritet.
Havde det nu været en amerikansk film så var der indtruffet et mirakel og ubåden havde trukket væk fra de svømmende og Ericsson havde så sænket den og reddet dem, men Monserrat har selv været der. Compass Rose pløjer ned gennem de forgæves vinkende skibbrudne og besegler deres skæbne med sin skrue og dybdebomber.... og ubåden den undslipper. Ericsson rammes af enorm skyldfølelse og kun ved mellemkomsten af kaptajnerne fra skiben i hans konvoj undgår han at gå helt i hundene - hvem sagde the burden of command.
Compas Rose sejler videre og alt tegner lyst. Flere personer træder frem næstkommanderende får en kæreste og to af de gamle befalingsmænd er ved at forberede et bryllup den ene med den andens søster. Men krigen kender ikke til hensyn så Compas Rose torpederes syd for Kap Farvel og en for en dør de folk vi lige har lært at kende af kulde, mens de klamrer sig til vraggods og redningflåder.
Ericsson og Lockhardt overlever og får kommandoen over et nyt og større skib Saltash Castle. Samtidig flytter de operationsområde fra den barske Nordatlant til den om muligt mere nådesløse Murmansk rute.
Ericsson bærer stadig på arrene fra torpederingen og er fast besluttet på at ingen ubåd skal undslippe når han er på patrulje. Han går så vidt som til at tage amfetamin for at kunne jage en ubåd til det sidste og der opstår et ironisk kontrapunkt da ubåden vælger at overgive sig og han ikke kan sove bagefter. Faktisk er det noget af en nedtur for Ericsson at overvinde "fjenden" for han indser at den virkelige fjende ikke er tyskerne men havet (der af navnet på filmen) og for så et gøre det endnu mere smertefuldt så slutter krigen midt i det hele. Ikke med bulder og brag og fyrværkeri, men med stille eftertænksomhed og en usikkerhed overfor den nye tilstand.
The Cruel Sea tegner således et meget intimt portræt af søkrigen og de personer som udkæmper den. Dette gøres på en meget overbevisende manér uden at henfalde til hollywoodsk romatisering som i Pearl Harbor, men ved en stille og nærmest distanceret skildring af en enkelt person - kaptajnen skildres aldrig indefra, han er CHEFEN og derfor isoleret og alene - og hans allernærmeste - Lockhardt og de andre officerer, befalingsmænd og menige skildres derimod gennem deres relationer til hinanden og til deres pårørende/kærester - på et meget lille skib på et meget stort og nådesløst hav.
På sin vis minder The Cruel Sea om Kurosawas De Syv Samuraier: døden er upartisk og kender ikke forskel på de gode og de onde, og når det hele er slut er der ingen vindere kun de overlevende med alle deres traumer. Måske var halvtredserne tiden for eftertanke snarere end glorificering.
Jeg så den første i min gamle filmklub på skolen og dengang var den bare sejg. Nu har jeg selv sejlet i Nordatlanten og det har har ændret min syn på den til noget meget mere end bare sejgt.
Se den en kold regnvejrsdag med et tæppe og en toddy og lad fortællingen folde sig ud. Så glemmer du hurtigt at den er mere end 50 år gammel.
07/06-2007
