Småkedeligt eventyr

3.0
Så vidt jeg ved, var det her første gang, C.S. Lewis' første Narnia-bog blev lavet som spillefilm. Sikkert fordi det har været umuligt at lave de mange fabelvæsener og talende dyr tidligere. Men selv om produktionen er ganske nydelig, blev jeg aldrig for alvor fanget af eventyret.

Det hjalp selvfølgelig ikke, at jeg syntes, tre af de fire hovedpersoner var irriterende. Børnene spiller ikke specielt godt. Men det er også noget med, at det aldrig rigtig bliver farligt. Den Hvide Heks er da ond, men hun er ond på en lidt ynkelig måde. Tilda Swinton er overraskende ligegyldig i rollen. Der mangler simpelt hen noget blod og smerte, så man kan tro på, at heksen er en møgfarlig modstander. I denne version undrer man sig over, at de ikke for længst har smidt hende ud af landet, når der ikke skal mere til for at vinde over hende.

Derudover er billedsiden pæn, men ikke prangende. Landskabsbillederne er nydelige, men også meget stillestående, og der kom aldrig volumen i Narnia for mig. Det virker, som om man kan gå fra den ene ende af landet til den anden på 10 minutter. Og CGI'en er svingende. Nogle af dyrene er flot animeret - og meget morsomme - mens andre slet ikke virker levende. Aslan er eksempelvis ikke helt god. Og der var øjeblikke, hvor jeg tænkte bluescreen!

Musikken er slem. Den ligger i et alt for højt leje i forhold til det, man ser, og understreger dermed, at filmmagerne har haft ambitioner om et niveau af epik og patos, som den færdige film ikke kan leve op til.

Så en lidt flad fornemmelse, selv om den har storfilmsstilen. Denne første Narnia-film understregede virkelig, *hvor* gode Peter Jacksons LotR-film var.
Narnia - Løven, heksen og garderobeskabet