Veludført feelgood

4.0
Feelgood-familiedrama fra Lasse Hallström, som tilsyneladende kan få fast arbejde i Hollywood med at lave den slags film. Denne her handler om en kvinde, der får nok af en voldelig kæreste, tager sin datter under armen og som en sidste udvej opsøger sin eks-svigerfar på hans ranch i Wyoming. Svigerfaren er en gnaven gammel mand, der stadig er sur på svigerdatteren, fordi hun sad bag rattet, da hans søn døde i en færdselsulykke.

Robert Redford er fremragende som den sure gamling. Det er én af de bedste roller, jeg har set ham spille, med masser af fine detaljer i karakterskildringen. Han fungerer især godt sammen med Morgan Freeman, der spiller Redfords sengeliggende bedste ven og hjælper på ranchen. Men Jennifer Lopez gør det også o.k. som svigerdatteren - her kan man se noget af det skuespiltalent, hun faktisk havde, før hun blev popstjerne.

Efter de fire hovedpersoner er etableret på ranchen, går det særdeles forudsigeligt med at få afviklet de indbyggede konflikter - svigerfar mod svigerdatter, mor mod datter, kvinde mod voldelig eks-kæreste og så videre. Der er ingen større overraskelser, men til gengæld er filmen godt udført med gode replikker, masser af pæne billeder af Wyoming og symbolsk brug af naturen. Læg også mærke til det flotte production design, og hvordan detaljer i kulisser og billeder bruges til at karakterisere de forskellige personer.

En fin lille film, som først og fremmest bør ses for de to gamle mænds fantastiske samspil.
En Ny Dag i Livet