17-hundredetallets Spanien i close-up
3.0
’Goya's Ghosts’ er et velkomponeret historisk drama om 17-hundredetallets Spanien, hvor maleren Fransisco Goya influere sammen med sine talrige malerier. Kunsteren oplever i sin tid som kongelig hofmaler, hvordan det spanske samfunds ’kronjuveler’ former deres tilværelse, der viser sig fuld af uretfærdigheder, gidseltagninger m.m. Indtil franskmændende pludselig melder sig på banen og stormer det spanske land med krigsliderlige Napoleon i spidsen. Herfra skildres krigens forfærdelige grusomheder pyntet med de franske soldaters evige strøm af uhumske vulgariteter overfor det rivaliserende land, Spaniens kvinder. Samtidig bliver, der, i disse krigeriske tider, stillet skarpt på enkelte fortabte sjæle, som prøver at genopbygge en fornuftig tilværelse.
Milos Forman står bag dette historiske drama, der i den grad fremkalder erindringer fra en anden Forman-film; det suveræne Mozart-drama ’Amadeus’. Opsætningen, opbygningen og udklædningerne er som taget ud af ’Amadeus’, og det skaber – i ’Goya's Ghosts’ - selvfølgelig den samme stilfulde realisme, der også omfangede den. Faktisk kan man på mange måder parallelisere de to historiske dramaer med et omfattende, forvokset super-teater, da Formans stil er så befriende, charmerende gammeldags. ’Goya's Ghosts’ ligner bestemt ikke en film, der er optaget i samme tidsalder som f.eks. det strålende effekthurlumhej, ’The Matrix’. Men det er nu engang noget af det fantastiske ved film. At der i samme år kan konstrueres futuristiske effektorgier, stopfyldt med computergenereret karatekampe og afdæmpede historiske skildringsdramaer, der langtfra er fremtryllet af en højteknologisk computer.
’Goya's Ghosts’ eneste betydelige akilleshæl er, at den er så historisk orienteret, at fortællingen filmen burde tage udgangspunkt i, til tider fortabes i den ellers fremragende periodeskildring. Der mangler simpelthen dybtfølte øjeblikke, højtravende følelser og stærkere personkarakteristikker for at fuldende filmen. Specielt er manglen på omdrejningspunkt fatalt taget de mange eminente skuespillere i betragtning. Natalie Portman, der har fornøjelsen af hele tre roller i forskellige aldre og fantastiske Stellan Skarsgård, vi sidst så i rollen som bakteriebefængt sørøver i ’At Worlds End’, som den sarkastiske maler Goya, er i særdeleshed værd at bemærke. De to – og filmens talrige andre skuespillere – kunne med garanti have gjort deres respektive roller endnu stærkere, hvis deres arbejdsmateriales omfang havde set en kende større ud.
Trods manglen på dramatiske følelser og omdrejningspunkt i historien trækker ’Goya’s Ghosts’ alligevel - til nød - stikket hjem, da dens periodeskildring af datidens Spanien er for stærk til at kunne overses. Den stjæler til syvende og sidst billedet og pynter på filmens helhed. Men man kunne nu godt have ønsket sig den sidste fortællingsmæssige struktur og et større følelsesvirvar, set fra et rent spillefilmsmæssigt perspektiv.
Milos Forman står bag dette historiske drama, der i den grad fremkalder erindringer fra en anden Forman-film; det suveræne Mozart-drama ’Amadeus’. Opsætningen, opbygningen og udklædningerne er som taget ud af ’Amadeus’, og det skaber – i ’Goya's Ghosts’ - selvfølgelig den samme stilfulde realisme, der også omfangede den. Faktisk kan man på mange måder parallelisere de to historiske dramaer med et omfattende, forvokset super-teater, da Formans stil er så befriende, charmerende gammeldags. ’Goya's Ghosts’ ligner bestemt ikke en film, der er optaget i samme tidsalder som f.eks. det strålende effekthurlumhej, ’The Matrix’. Men det er nu engang noget af det fantastiske ved film. At der i samme år kan konstrueres futuristiske effektorgier, stopfyldt med computergenereret karatekampe og afdæmpede historiske skildringsdramaer, der langtfra er fremtryllet af en højteknologisk computer.
’Goya's Ghosts’ eneste betydelige akilleshæl er, at den er så historisk orienteret, at fortællingen filmen burde tage udgangspunkt i, til tider fortabes i den ellers fremragende periodeskildring. Der mangler simpelthen dybtfølte øjeblikke, højtravende følelser og stærkere personkarakteristikker for at fuldende filmen. Specielt er manglen på omdrejningspunkt fatalt taget de mange eminente skuespillere i betragtning. Natalie Portman, der har fornøjelsen af hele tre roller i forskellige aldre og fantastiske Stellan Skarsgård, vi sidst så i rollen som bakteriebefængt sørøver i ’At Worlds End’, som den sarkastiske maler Goya, er i særdeleshed værd at bemærke. De to – og filmens talrige andre skuespillere – kunne med garanti have gjort deres respektive roller endnu stærkere, hvis deres arbejdsmateriales omfang havde set en kende større ud.
Trods manglen på dramatiske følelser og omdrejningspunkt i historien trækker ’Goya’s Ghosts’ alligevel - til nød - stikket hjem, da dens periodeskildring af datidens Spanien er for stærk til at kunne overses. Den stjæler til syvende og sidst billedet og pynter på filmens helhed. Men man kunne nu godt have ønsket sig den sidste fortællingsmæssige struktur og et større følelsesvirvar, set fra et rent spillefilmsmæssigt perspektiv.
08/06-2007
