Jalousiens Sorte Maske
3.0
Efter den store succes til den dybt underholdende og yderst vellykkede “The Mask Of Zorro” fra 1998 måtte der naturligvis komme en efterfølger (selv om det tog sin tid). Den kan desværre ikke siges at være helt så underholdende og vellykkede, faktisk er den tæt på at være det direkte modsatte, da den i store perioder ærligt er både langtrukken og direkte trættende.
Den starter ellers fint og slutningen er også brillant underholdende i den næsten rette ånd, hvad der redder en del. Desværre hæmmes historien af et urimeligt langt og næsten utilgiveligt pjattet midterstykke. En eventyrfilm som Zorro må skam gerne være morsom, men med måde. Den her kammer helt over i den rendyrkede komedie, med fulde heste (en hyldest til ”Cat Ballou”, hvad den så skal her) og situationskomik, mens den kejter rundt i floskler fra den romantiske komedie (af alt i verden).
Også hele ideen med Zorro’s unge søn er irriterende, hvorfor skal et barn i ellers medrivende og underholdende actionscener, medvirke som en af heltene. Det er utåleligt, malplaceret og urealistisk i forhold til det univers og de rammer filmens burde spille indenfor.
Det er lidt ærgerligt, da man har samlet holdet bag, der også stod bag den første. Campbell er måske ingen innovativ og vildt dybsindig instruktør, men han formår dog at håndtere medrivende og underholdende actionscener og det beviser han også her når chancen er der, hvor de desværre alt for få obligatoriske fægtekampe og dueller leverer varen. Campbell svigtes af et middelmådigt manuskript og der har han ikke evnerne til at trække det op på et andet plan.
Det magter Banderas heller ikke, selv om han stadig er et godt valg til Zorro. Det er blot kedeligt han skal bruge så meget tid på at agere jaloux komediant, frem for maskeret helt. Zeta-Jones er også stadig smuk som kvinden i Zorro’s liv, her med et tema om kvinden der forelsker sig i myten, men så vil have manden når myten ikke giver det nærvær der ønskes. I en anden og mere seriøs film, der kunne et sådant tema måske være udnyttet med fordel, her fremstår det blot lettere tilfældigt for at drive historien i en eller anden retning og beklageligvis alt for ofte i en forkert.
Historien handler om at Zorro tilfældigt opdager, efter en mystisk eksplosion, at den mand (Sewell) hans kone er begyndt at se, efter deres forhold har slået revner, måske ikke har rent mel i posen. Det stiller ham i et dobbelt dilemma, da han må balancere mellem den maskeret helt, som jo er skyld i at en anden side af ham står som den jaloux ægtemand, han selv hader.
Ud af dette dilemma udspringer så en række mere eller mindre underholdende situationer, som når de er bedst, og det er de når filmen byder på sine actionscener, faktisk er ret gode. Så trods filmens mange fejl og mangler, så ender den med at være en oplevelse man gerne tager med, selv om den er skuffende og jævn. Man skal dog sikkert have en forkærlighed for genren, hvis man ikke skal kede sig for meget. Noget jeg har haft siden barndommens naive drømme, hvor Zorro var et af forbillederne.
Den starter ellers fint og slutningen er også brillant underholdende i den næsten rette ånd, hvad der redder en del. Desværre hæmmes historien af et urimeligt langt og næsten utilgiveligt pjattet midterstykke. En eventyrfilm som Zorro må skam gerne være morsom, men med måde. Den her kammer helt over i den rendyrkede komedie, med fulde heste (en hyldest til ”Cat Ballou”, hvad den så skal her) og situationskomik, mens den kejter rundt i floskler fra den romantiske komedie (af alt i verden).
Også hele ideen med Zorro’s unge søn er irriterende, hvorfor skal et barn i ellers medrivende og underholdende actionscener, medvirke som en af heltene. Det er utåleligt, malplaceret og urealistisk i forhold til det univers og de rammer filmens burde spille indenfor.
Det er lidt ærgerligt, da man har samlet holdet bag, der også stod bag den første. Campbell er måske ingen innovativ og vildt dybsindig instruktør, men han formår dog at håndtere medrivende og underholdende actionscener og det beviser han også her når chancen er der, hvor de desværre alt for få obligatoriske fægtekampe og dueller leverer varen. Campbell svigtes af et middelmådigt manuskript og der har han ikke evnerne til at trække det op på et andet plan.
Det magter Banderas heller ikke, selv om han stadig er et godt valg til Zorro. Det er blot kedeligt han skal bruge så meget tid på at agere jaloux komediant, frem for maskeret helt. Zeta-Jones er også stadig smuk som kvinden i Zorro’s liv, her med et tema om kvinden der forelsker sig i myten, men så vil have manden når myten ikke giver det nærvær der ønskes. I en anden og mere seriøs film, der kunne et sådant tema måske være udnyttet med fordel, her fremstår det blot lettere tilfældigt for at drive historien i en eller anden retning og beklageligvis alt for ofte i en forkert.
Historien handler om at Zorro tilfældigt opdager, efter en mystisk eksplosion, at den mand (Sewell) hans kone er begyndt at se, efter deres forhold har slået revner, måske ikke har rent mel i posen. Det stiller ham i et dobbelt dilemma, da han må balancere mellem den maskeret helt, som jo er skyld i at en anden side af ham står som den jaloux ægtemand, han selv hader.
Ud af dette dilemma udspringer så en række mere eller mindre underholdende situationer, som når de er bedst, og det er de når filmen byder på sine actionscener, faktisk er ret gode. Så trods filmens mange fejl og mangler, så ender den med at være en oplevelse man gerne tager med, selv om den er skuffende og jævn. Man skal dog sikkert have en forkærlighed for genren, hvis man ikke skal kede sig for meget. Noget jeg har haft siden barndommens naive drømme, hvor Zorro var et af forbillederne.
09/06-2007
