Thirteen And Still Counting
4.0
I tredje og formodentlig sidste ombæring af filmene om forbryderen Danny Ocean (Clooney) og hans kumpaner, finder vi dem atter i Las Vegas. Her skal en ven (Gould) hævnes, efter at en grådig kasinoejer (Pacino) har snydt ham så grundigt, at et hjerteanfald næsten har taget livet af ham.
Derfra kan løjerne så starte, i en film der må være den mest overfladiske og indholdsløse jeg mindes at have set. De to første var måske ikke større åbenbaringer på det plan, men den her virker om muligt endnu mere glat.
Det gør nu knapt så meget som det lyder, for den fungerer faktisk udmærkede som elegant eskapistisk underholdning og stiløvelse, der tager en væk fra livets stenede landevej et par timer og det gør den charmant og godt. Den når måske ikke første film, der også var et mesterstykke i ekskvisit historiefortælling, men den overgår lige den anden, som var et eklatant eksempel på det modsatte. Den var noget værre uklart rod.
Den her er heller ikke altid lige klar i detaljerne omkring svindelnummeret, men de store linier står tydelige nok til at man kan følge med. I sidste ende er det jo så også alligevel de mange skuespilleres personlighed og charme, der sammen med en masse pudsige optrin, diverse insider-referencer og morsomme ideer der skal bære den hjem, og det gør de. Det lader til at de har hygge sig med at lave den og det smitter trods alt af.
Det skal siges at den er næsten blottet for spænding og den virker så ufarlig at det bliver hyggeligt, men det er vist en del af konceptet.
Så på godt og ondt, så er det der startede som et remake af en gammel film med det berygtede ”The Rat-Pack” (Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr., Lawford og de løse), endt som en trilogi, der tydeligt er lavet for at tjene penge, men trods alt er lavet med et smil. Når man så også ved, at pengene blandt andet skal finansiere mere smalle produktioner, så er det ekstra let at tilgive, når man samtidig ikke keder sig i et minut mens narrestregerne står på.
Som en slutbemærkning skal det siges, at filmen nok kun havde fortjent tre stjerner, men for at markere at den er bedre end del to og jeg var godt underholdt, får den en ekstra med.
Derfra kan løjerne så starte, i en film der må være den mest overfladiske og indholdsløse jeg mindes at have set. De to første var måske ikke større åbenbaringer på det plan, men den her virker om muligt endnu mere glat.
Det gør nu knapt så meget som det lyder, for den fungerer faktisk udmærkede som elegant eskapistisk underholdning og stiløvelse, der tager en væk fra livets stenede landevej et par timer og det gør den charmant og godt. Den når måske ikke første film, der også var et mesterstykke i ekskvisit historiefortælling, men den overgår lige den anden, som var et eklatant eksempel på det modsatte. Den var noget værre uklart rod.
Den her er heller ikke altid lige klar i detaljerne omkring svindelnummeret, men de store linier står tydelige nok til at man kan følge med. I sidste ende er det jo så også alligevel de mange skuespilleres personlighed og charme, der sammen med en masse pudsige optrin, diverse insider-referencer og morsomme ideer der skal bære den hjem, og det gør de. Det lader til at de har hygge sig med at lave den og det smitter trods alt af.
Det skal siges at den er næsten blottet for spænding og den virker så ufarlig at det bliver hyggeligt, men det er vist en del af konceptet.
Så på godt og ondt, så er det der startede som et remake af en gammel film med det berygtede ”The Rat-Pack” (Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr., Lawford og de løse), endt som en trilogi, der tydeligt er lavet for at tjene penge, men trods alt er lavet med et smil. Når man så også ved, at pengene blandt andet skal finansiere mere smalle produktioner, så er det ekstra let at tilgive, når man samtidig ikke keder sig i et minut mens narrestregerne står på.
Som en slutbemærkning skal det siges, at filmen nok kun havde fortjent tre stjerner, men for at markere at den er bedre end del to og jeg var godt underholdt, får den en ekstra med.
09/06-2007
