- Girlpower -
5.0
Befinder man sig i den strafbare situation, at man aldrig har set en Tarantino-film, så kan man roligt gå ind og se "Death Proof" – den indeholder nemlig alle de elementer, som gør Tarantino til klodes sejeste instruktør.
Fra Pulp Fiction’s balstyrige dialog henover Kill Bill’s hævntema og kvinde-dominans, og tilbage igen til Reservoir Dogs’ djævelskab er Tarantinos seneste værk ikke blot en herlig b-film pastiche, men også én stor reference til hans samlede værker og dermed et dejligt potpourri over mandens spidskompetencer.
B-film rammen er dog filmens fundament, og den fungerer både som en skide skæg idé såvel som et overraskende frisk pust i det CGI-helvede vi i dag kalder Hollywood, som gør det nærmest umuligt for en at se en underholdningsfilm i biografen til under et par hundrede millioner. Bevares, der var en grund til at b-filmen uddøde (da de jo blev lige så trættende i længden som blockbusterne i dag er på vej til), men for os der ikke fik chancen for at opleve deres velmagtsdage, bliver dette en utrolig morsom og dejlig anderledes biftur.
Det er talescenerne og ikke actionscenerne der fylder i filmen, så modsat Rodriguez’ makkerfilm ”Planet Terror” skal man ikke forvente et hysterisk blodbad. Dette gør dog intet, for hvis nogen kan håndtere en dialogdrevet film, må det siges at være Tarantino, som nok engang formår at holde sin film kørende med samtaler om alt og intet. Dialogen når ikke vrøvleriet i Pulp Fiction til sokkeholderne, men nok engang formår Tarantino at lade hverdagssnakken blomstre således at man aldrig keder sig.
Filmens to actionscener er morderligt underholdende. I den første får vi det blod vi kom efter, og i den sidste får vi en duel, der sent vil blive glemt - hæsblæsende og med en afslutning, der ligger lunt i svinget til at blive legendarisk, og som samtidig sikrer filmen de 5 stjerner herfra sammen med en uforglemmelig Kurt Russel, der her er hele spektret igennem i overgangen fra ultra-cool skurk til ultra-ynkelig skurk. Dejligt rollevalg i en dejlig film. Godt at have dig tilbage Tarantino!
Fra Pulp Fiction’s balstyrige dialog henover Kill Bill’s hævntema og kvinde-dominans, og tilbage igen til Reservoir Dogs’ djævelskab er Tarantinos seneste værk ikke blot en herlig b-film pastiche, men også én stor reference til hans samlede værker og dermed et dejligt potpourri over mandens spidskompetencer.
B-film rammen er dog filmens fundament, og den fungerer både som en skide skæg idé såvel som et overraskende frisk pust i det CGI-helvede vi i dag kalder Hollywood, som gør det nærmest umuligt for en at se en underholdningsfilm i biografen til under et par hundrede millioner. Bevares, der var en grund til at b-filmen uddøde (da de jo blev lige så trættende i længden som blockbusterne i dag er på vej til), men for os der ikke fik chancen for at opleve deres velmagtsdage, bliver dette en utrolig morsom og dejlig anderledes biftur.
Det er talescenerne og ikke actionscenerne der fylder i filmen, så modsat Rodriguez’ makkerfilm ”Planet Terror” skal man ikke forvente et hysterisk blodbad. Dette gør dog intet, for hvis nogen kan håndtere en dialogdrevet film, må det siges at være Tarantino, som nok engang formår at holde sin film kørende med samtaler om alt og intet. Dialogen når ikke vrøvleriet i Pulp Fiction til sokkeholderne, men nok engang formår Tarantino at lade hverdagssnakken blomstre således at man aldrig keder sig.
Filmens to actionscener er morderligt underholdende. I den første får vi det blod vi kom efter, og i den sidste får vi en duel, der sent vil blive glemt - hæsblæsende og med en afslutning, der ligger lunt i svinget til at blive legendarisk, og som samtidig sikrer filmen de 5 stjerner herfra sammen med en uforglemmelig Kurt Russel, der her er hele spektret igennem i overgangen fra ultra-cool skurk til ultra-ynkelig skurk. Dejligt rollevalg i en dejlig film. Godt at have dig tilbage Tarantino!
10/06-2007
