Det Texas'kanske Slagterhus
4.0
Enhver historie har en begyndelse var der engang en slaglinie der lød. Sådan også med historien om Letherface (Bryniarski) og hans psykopatiske kannibalistiske familie omkring ham. Det er der så kommet en mere end overraskende fængende og kompromisløs (næsten i hvert fald) blodig gyser ud af.
Jeg skal gerne indrømme at min skepsis var stor, jeg fandt ikke 2003 remaket af Tope Hooper’s banebrydende og dybt skræmmende 1974 gyser, var noget særligt. Jo den var visuel og teknisk godt skruet sammen, men slet ikke halvt så uhyggelig som dens ophav. Det er denne forløber måske heller ikke, men den er alligevel både spændende og medrivende nok til, at jeg i samtlige minutter den kørte glemte tiden (og måtte spytte mit tyggegummi ud, på grund af filmens eksplicitte voldsscener der var tæt på at give mig kvalme:o).
Den simple historie hvor vi kort ser Letherface’s fødsel og begyndende tendenser udi det ædle erhverv at slagte mennesker, for derefter at koncentrere os om en flok unge mennesker (surprice), der kommer i kløerne på denne syge familie, den er intet særligt. Men den er fortalt med et så godt flow og formår trods dens mange begyndende klicheer, at undgå at trække dem ud og dyrke dem. Faktisk er det forbavsende så godt historien fortælles finder jeg. Den er indimellem tæt på at være klaustrofobisk tæt, så man føler man er der. Noget det er de færreste gysere forundt i dag.
Ved siden af det, får vi en gennemført scenografisk og visuel smuk dyster side, der er med til at skabe en tryggende og nervepirrende atmosfære, der holder ens interesse fanget. Finder man glæde i at en gyser tillige tør spille på, at den ikke går meget på kompromis med at udpensle de makabre og vildt grusomme mord- og voldsscener, så har den så sandelig også noget at byde på. En ting jeg dog finder pudsigt det er, at i en film så hæmningsløs brutal og blodig, der beholder de unge mennesker stadig tøjet på, når de går i seng med hinanden.
Filmens blandede cast giver også overraskende sikre og troværdige præstationer udgangspunktet taget i betragtning. Bedst er nu Ermey, der fyrer den ene hardcore sorthumoristiske replik af efter den anden. Den mand er for morsom og bestialsk på samme tid.
Egentlig burde jeg nok kun give ”TTCM: TB” tre stjerner, men jeg blev virkelig positivt overrasket. Den kan virkelig anbefales til fans af genren, hvor den klart overgår ligegyldigheder som ”Saw II, III, IV, V” og så videre.
Jeg skal gerne indrømme at min skepsis var stor, jeg fandt ikke 2003 remaket af Tope Hooper’s banebrydende og dybt skræmmende 1974 gyser, var noget særligt. Jo den var visuel og teknisk godt skruet sammen, men slet ikke halvt så uhyggelig som dens ophav. Det er denne forløber måske heller ikke, men den er alligevel både spændende og medrivende nok til, at jeg i samtlige minutter den kørte glemte tiden (og måtte spytte mit tyggegummi ud, på grund af filmens eksplicitte voldsscener der var tæt på at give mig kvalme:o).
Den simple historie hvor vi kort ser Letherface’s fødsel og begyndende tendenser udi det ædle erhverv at slagte mennesker, for derefter at koncentrere os om en flok unge mennesker (surprice), der kommer i kløerne på denne syge familie, den er intet særligt. Men den er fortalt med et så godt flow og formår trods dens mange begyndende klicheer, at undgå at trække dem ud og dyrke dem. Faktisk er det forbavsende så godt historien fortælles finder jeg. Den er indimellem tæt på at være klaustrofobisk tæt, så man føler man er der. Noget det er de færreste gysere forundt i dag.
Ved siden af det, får vi en gennemført scenografisk og visuel smuk dyster side, der er med til at skabe en tryggende og nervepirrende atmosfære, der holder ens interesse fanget. Finder man glæde i at en gyser tillige tør spille på, at den ikke går meget på kompromis med at udpensle de makabre og vildt grusomme mord- og voldsscener, så har den så sandelig også noget at byde på. En ting jeg dog finder pudsigt det er, at i en film så hæmningsløs brutal og blodig, der beholder de unge mennesker stadig tøjet på, når de går i seng med hinanden.
Filmens blandede cast giver også overraskende sikre og troværdige præstationer udgangspunktet taget i betragtning. Bedst er nu Ermey, der fyrer den ene hardcore sorthumoristiske replik af efter den anden. Den mand er for morsom og bestialsk på samme tid.
Egentlig burde jeg nok kun give ”TTCM: TB” tre stjerner, men jeg blev virkelig positivt overrasket. Den kan virkelig anbefales til fans af genren, hvor den klart overgår ligegyldigheder som ”Saw II, III, IV, V” og så videre.
10/06-2007
