Kentucky state of mind
2.0
En ung skodesigner (Orlando Bloom) laver et katastrofalt produkt, der koster hans firma en formue. Han er på nippet til at begå selvmord, da hans søster ringer og fortæller, at deres far er død. Hovedpersonen må tage til Elizabethtown, Kentucky, for at hente faderens lig, og på vejen derned møder han en stewardesse (Kirsten Dunst), som får ham til at se tingene fra en anden vinkel.
Cameron Crowe står bag denne typiske feelgood-sag, der handler om at komme over modgangen og tro på livet. Den minder en hel del om Zach Braffs "Garden State", men er ikke nær så god. "Elizabethtown" stritter i alle mulige retninger og er ekstremt ujævn. Især understreget af Dunst, der svinger fra rædselsfuld til ganske god i sine scener.
Der er dog en håndfuld scener, der virker fint. Scenen, hvor Bloom og Dunst forfører hinanden over telefonen. Susan Sarandon med en fantastisk tale for sin afdøde mand. Og Bloom gør det ganske glimrende - han bliver aldrig troværdig som selvmorder, men i resten af filmen stener han o.k. rundt.
Desværre stener filmen også, for scenerne kommer hulter til bulter, der er for mange ligegyldige sidespor, og "Elizabethtown" er langt mindre morsom, end det synes at være meningen. Den virker i det hele taget uhyggeligt naiv i sit klichéfyldte syn på medmenneskelighed. Måske hænger det sammen med, at jeg helt grundlæggende har svært ved at snuppe en film om, at der er så rart i Bibelbæltet. Her gør det hverken fra eller til, at den er baseret på Crowes personlige oplevelser.
I det mindste bliver det bedre mod slutningen, og det er trods alt en sød, livsglad film om mennesker, der glemmer gammelt nag og er gode og rare mod hinanden. Men det er altså ikke så godt, når soundtracket er det bedste ved en film. Det er så til gengæld fedt - i bedste Cameron Crowe-stil.
Cameron Crowe står bag denne typiske feelgood-sag, der handler om at komme over modgangen og tro på livet. Den minder en hel del om Zach Braffs "Garden State", men er ikke nær så god. "Elizabethtown" stritter i alle mulige retninger og er ekstremt ujævn. Især understreget af Dunst, der svinger fra rædselsfuld til ganske god i sine scener.
Der er dog en håndfuld scener, der virker fint. Scenen, hvor Bloom og Dunst forfører hinanden over telefonen. Susan Sarandon med en fantastisk tale for sin afdøde mand. Og Bloom gør det ganske glimrende - han bliver aldrig troværdig som selvmorder, men i resten af filmen stener han o.k. rundt.
Desværre stener filmen også, for scenerne kommer hulter til bulter, der er for mange ligegyldige sidespor, og "Elizabethtown" er langt mindre morsom, end det synes at være meningen. Den virker i det hele taget uhyggeligt naiv i sit klichéfyldte syn på medmenneskelighed. Måske hænger det sammen med, at jeg helt grundlæggende har svært ved at snuppe en film om, at der er så rart i Bibelbæltet. Her gør det hverken fra eller til, at den er baseret på Crowes personlige oplevelser.
I det mindste bliver det bedre mod slutningen, og det er trods alt en sød, livsglad film om mennesker, der glemmer gammelt nag og er gode og rare mod hinanden. Men det er altså ikke så godt, når soundtracket er det bedste ved en film. Det er så til gengæld fedt - i bedste Cameron Crowe-stil.
11/06-2007
