Playback

Titlen stammer fra én af de store amerikanske filmanmeldere, Pauline Kael, der engang skrev, at ordene 'kiss kiss bang bang' er den kortest mulige beskrivelse af, hvad der tiltrækker os ved film.

Filmen "Kiss Kiss Bang Bang" er - meget passende - en begavet parodi på den hårdkogte detektivgenre. Robert Downey Jr. spiller en småforbryder, der ved en række tilfælde bliver rodet ind i en mordsag i filmmiljøet i Los Angeles. Og det er selvfølgelig en meget genretro mordsag, hvor der er privatdetektiver, smukke kvinder, og lig dukker op de mærkeligste steder. Faktisk er den så genretro, at jeg ca. fem minutter inde i filmen gættede, hvem morderen var. :-)

I de bedste øjeblikke er det hylende morsomt; en smuk hyldest til den genre, den parodierer. Fyldt med in-jokes og referencer - eksempelvis er filmen delt op i kapitler, der alle er opkaldt efter Raymond Chandler-romaner. Det klart mest begavede træk er brugen af Downeys fortællerstemme, der går i ren metamode, taler direkte til tilskuerne og spoler frem og tilbage i filmen. Downey er i øvrigt glimrende, men Val Kilmer er også fin som homoseksuel privatdetektiv, og Michelle Monaghan får et lille gennembrud i den kvindelige hovedrolle.

Samtidig med at jeg morede mig aldeles glimrende, var det også lidt en dejavu-oplevelse. Både på grund af de mange klicheer, og fordi det på ét eller andet plan er set før. Jeg tænkte flere gange på "Dead Men Don't Wear Plaid". Og den går en anelse ned i tempo i midten, selv om der hele tiden er sjove detaljer.

"Kiss Kiss Bang Bang" er charmerende, begavet og vittig. Men det er også udpræget tomme kalorier.