I vand til knæene

4.0
En lastbil med en ”tung” bagage i form af 3 millioner dollars, drager ud i de altoverskyggende vandmasser, der plager området, for netop at transportere den bemærkelsesværdige last. Dog kører de to mænd, der forgæves forsøger at manøvrere det heftige transportmiddel uden om vandmassernes overlegne styrker, i grøften, hvor de hjælpeløst sidder fast. De ringer af den grund efter en fornøden assistance, der leveres kvikt. Dog viser de – ved første øjekast – behjælpelige skikkelser (bl.a. Morgan Freeman) sig knap så bistående som først antaget, hvorfor den ene af de transportører, Tom (Christian Slater), drives ud på en vanviddets flugt i forsøget på at skjule stakaterne for de temmelig grønne storforbrydere.

Man kan hverken beskylde filmfotografen Mikael Salomons ramasjangfilm ”Hard Rain” for at spare på krudtet eller vandet. Krudtet afgives konstant ved hjælp af hæsblæsende motorbåds-jagter, veludførte drukne-sekvenser og regulære skudscener, mens vandet må siges at indtage en temmelig fundamental placering i heksejagten, da de talrige spændingsscener er så godt som anlagt af det våde element. Efter at have overværet ”Hard Rain”, der er stopfyldt med åndssvage ”one-liners” og andre grundlæggende umorsomme fadæser, må man øjne at netop den skønne blanding af hæsblæsende energi og overvældende vandmængder netop tilfører den fornødne originalitet, den frigjorte gnist eller den gedigne spænding, der iscenesætter filmens relativt overraskende manøvrering uden om middelmådighedens fantastisk kedelige hul.

”Hard Rain” er sandt nok ikke nær det mesterlige, og den befinder sig såmænd heller ikke på det efterfølgende kvalitetsstadie. Dertil er den for unuanceret og for godt proppet med diverse, fatale dumheder, hvis morsomme(?) aspekt fratager spændingshistorien muligheden for at udvikle sig afgørende. Dog er filmen alligevel tilpas underholdende til at kalde sig en udmærket spændingsfilm, der ganske vist ikke vil (og har) belejre(t) sig i historien som et veludført actionbrag, men alligevel underholder, når det påkræves. De flot optagede vandmasser og den tempofyldte energi opblandes altså til en ganske fornøjelig cocktail, der er som skabt til en kølig hverdagsaften, hvor de ”lettere” film sædvanligvis luftes.
Hard Rain