Et monster af en genrehybrid
5.0
Joon-ho Bong, som gav os den glimrende thriller Memories of murder, har med The Host begået en yderst seværdig genrehybrid. Filmen er i udgangspunktet mest klassisk monsterfilm, men blander på forunderlig vis drama, slapstick komedie, samfundskritik og -satire og action ned i gryden, og giver os en færdig filmbuffet, som ikke minder om ret meget, man har set før.
Der startes ud med en løftet pegefinger mod amerikanerne, da en amerikansk forsker stik imod al fornuft beordrer flere liter kemisk væske smidt ud i den store koreanske Han-flod. Flere år senere rummer floden nu et muteret fiskemonster, som kan begå sig meget adræt både i vand og på landjord. Denne ydre ramme fyldes ud af en indre ramme, da monsteret på bedste King Kong manér kidnapper en lille pige, som hendes lowclass familie herefter egenhændig forsøger at redde.
The Host er nok en film, der vil dele vandene. Folk som kommer udelukkende for at se monsterfilm vil få sig en forskrækkelse af filmens mange lag, hvor familiens kamp for at finde den lille pige (også) bruges som afsæt til at komme med en kritik af samfundets behandling af samfundets menneskelige affald. Der ud over dvæler filmen meget ved familiemedlemmernes indbyrdes forhold, og ved hvordan deres fælles mission får dem til at løfte hinanden i flok og lægge fortiden bag sig. Personkarakteristikken fylder en del i filmen, men flettes elegant ind i den øvrige handling, så den aldrig står stille.
Den til tider dybt seriøse og alvorlige tone brydes ofte af et - for mange sikkert malplaceret - komisk indslag på den måde, som kun asiaterne formår. Især Kang-ho Song leverer en række kanon sjove indslag med hans veltimede fremstilling af den kronisk trætte og særdeles klosede far til den lille tilfangtagede pige.
The Host lever dog mest i kraft af at være en monsterfilm. Selve uhyret er originalt tænkt og eksikveret. Effekterne er eminente og monsterets bevægelighed og speed indfanges flot i billederne. Og billederne er flotte. Som i Memories of murder forkæles vi med nogle særdeles flotte billeder, og især flere slow motion sekvenser står stærkt. Joon-ho Bong er en fremragende billedemager.
Filmen formår også midt i al familiefortællingen og samfundskritikken er være regulær spændende. Jagten på monsteret intensiveres stille og roligt, og nærkampene mellem den brogede familie og udyret er super intense og medrivende.
Som nævnt vil The Host ikke falde i alles smag. Den er ikke rendyrket monsteraction. Den er en original hybrid, hvor stort set alle elementer lykkes til fulde. Kan man så affinde sig med alle de forskellige genreelementer i en og samme film, har man en både sjov, spændende og visuel imponerende film, som på mange måder er unik i sin fortællermåde. Jeg har alle tre gange været strålende underholdt.
Der startes ud med en løftet pegefinger mod amerikanerne, da en amerikansk forsker stik imod al fornuft beordrer flere liter kemisk væske smidt ud i den store koreanske Han-flod. Flere år senere rummer floden nu et muteret fiskemonster, som kan begå sig meget adræt både i vand og på landjord. Denne ydre ramme fyldes ud af en indre ramme, da monsteret på bedste King Kong manér kidnapper en lille pige, som hendes lowclass familie herefter egenhændig forsøger at redde.
The Host er nok en film, der vil dele vandene. Folk som kommer udelukkende for at se monsterfilm vil få sig en forskrækkelse af filmens mange lag, hvor familiens kamp for at finde den lille pige (også) bruges som afsæt til at komme med en kritik af samfundets behandling af samfundets menneskelige affald. Der ud over dvæler filmen meget ved familiemedlemmernes indbyrdes forhold, og ved hvordan deres fælles mission får dem til at løfte hinanden i flok og lægge fortiden bag sig. Personkarakteristikken fylder en del i filmen, men flettes elegant ind i den øvrige handling, så den aldrig står stille.
Den til tider dybt seriøse og alvorlige tone brydes ofte af et - for mange sikkert malplaceret - komisk indslag på den måde, som kun asiaterne formår. Især Kang-ho Song leverer en række kanon sjove indslag med hans veltimede fremstilling af den kronisk trætte og særdeles klosede far til den lille tilfangtagede pige.
The Host lever dog mest i kraft af at være en monsterfilm. Selve uhyret er originalt tænkt og eksikveret. Effekterne er eminente og monsterets bevægelighed og speed indfanges flot i billederne. Og billederne er flotte. Som i Memories of murder forkæles vi med nogle særdeles flotte billeder, og især flere slow motion sekvenser står stærkt. Joon-ho Bong er en fremragende billedemager.
Filmen formår også midt i al familiefortællingen og samfundskritikken er være regulær spændende. Jagten på monsteret intensiveres stille og roligt, og nærkampene mellem den brogede familie og udyret er super intense og medrivende.
Som nævnt vil The Host ikke falde i alles smag. Den er ikke rendyrket monsteraction. Den er en original hybrid, hvor stort set alle elementer lykkes til fulde. Kan man så affinde sig med alle de forskellige genreelementer i en og samme film, har man en både sjov, spændende og visuel imponerende film, som på mange måder er unik i sin fortællermåde. Jeg har alle tre gange været strålende underholdt.
12/06-2007
