- Skæbnesymfoni -
4.0
Instruktør Allen Coulter, som har været bag kameraet på en række succesfulde tv-serier, har her taget et flot spring fra skærm til lærred i dette vellykkede drama, der omhandler den folkekære amerikanske skuespiller George Reeves, der endte med at tage sit eget liv (i hvert fald officielt).
Filmen er på ingen måde en biografi, da den koncentrerer sig om Reeves’ selvmord, og de teorier der pegede i andre retninger. Man fristes endda til at sige, at det ikke engang er en film om Reeves. Den egentlige hovedrolle er nemlig en ung privatdetektiv, der efterforsker sagen, og det er hans historie, der er filmens vigtigste. Reeves historie fungerer som en afspejling af hovedpersonens eget liv, idet han er ved at miste sig selv i sin jagt efter berømmelse og forsidehistorier. På samme måde ønskede Reeves større status og bedre roller, men hans rolle som Superman låste ham fast og degraderede ham til en arbejdssituation, der ikke var hans talent værdigt. Bedst illustreret i en utrolig bedrøvelig scene, hvor vi ser Reeves promovere sig selv i nogle optagelser til et selskab, som muligvis vil hyre ham til et wrestling-show. Det er aldrig sjovt at se en dygtig skuespiller nedværdige sig selv til at være cirkusabe.
Ovenstående scene fastslår indirekte, at Reeves begik selvmord, i og med den blotter tragedien i karakteren, så egentlig er det lidt unødvendigt, at filmen arbejder med forskellige teorier omkring hans død. Filmen er nok lidt for krimi-agtig, når man tænker på, at guldet ligger i privatdetektivens karakter og hans personlige historie. Instruktøren er jo ikke interesseret i at diskutere Reeves’ død – den er interesseret i Reeves som skikkelse og skæbne, og hvordan vores hovedperson er ved at ende på samme måde.
Men hatten af for en vigtig historie, et godt manuskript og nogle endnu bedre skuespilpræstationer. Affleck giver et overraskende nuanceret portræt af Reeves, Brody er glimrende som stræberen i forfald, og folk som Diane Lane og Bob Hoskins yder deres bedste i mindre roller.
Filmen er på ingen måde en biografi, da den koncentrerer sig om Reeves’ selvmord, og de teorier der pegede i andre retninger. Man fristes endda til at sige, at det ikke engang er en film om Reeves. Den egentlige hovedrolle er nemlig en ung privatdetektiv, der efterforsker sagen, og det er hans historie, der er filmens vigtigste. Reeves historie fungerer som en afspejling af hovedpersonens eget liv, idet han er ved at miste sig selv i sin jagt efter berømmelse og forsidehistorier. På samme måde ønskede Reeves større status og bedre roller, men hans rolle som Superman låste ham fast og degraderede ham til en arbejdssituation, der ikke var hans talent værdigt. Bedst illustreret i en utrolig bedrøvelig scene, hvor vi ser Reeves promovere sig selv i nogle optagelser til et selskab, som muligvis vil hyre ham til et wrestling-show. Det er aldrig sjovt at se en dygtig skuespiller nedværdige sig selv til at være cirkusabe.
Ovenstående scene fastslår indirekte, at Reeves begik selvmord, i og med den blotter tragedien i karakteren, så egentlig er det lidt unødvendigt, at filmen arbejder med forskellige teorier omkring hans død. Filmen er nok lidt for krimi-agtig, når man tænker på, at guldet ligger i privatdetektivens karakter og hans personlige historie. Instruktøren er jo ikke interesseret i at diskutere Reeves’ død – den er interesseret i Reeves som skikkelse og skæbne, og hvordan vores hovedperson er ved at ende på samme måde.
Men hatten af for en vigtig historie, et godt manuskript og nogle endnu bedre skuespilpræstationer. Affleck giver et overraskende nuanceret portræt af Reeves, Brody er glimrende som stræberen i forfald, og folk som Diane Lane og Bob Hoskins yder deres bedste i mindre roller.
12/06-2007
