Propagandistisk gyser
3.0
Interessant film. På overfladen en spøjs blanding af retssalsdrama og gyser med udgangspunkt i sagen mod en præst, som er anklaget for uagtsomt at have forvoldt en piges død. Nemlig titlens Emily Rose, som præsten bl.a. havde udført en eksorcisme på.
Konflikten er den klassiske mellem religion og rationalitet. Havde præsten ret i at handle efter sin - og pigens egen - formodning om, at hun var besat af dæmoner, eller burde han have fået hende på hospitalet, så hun ikke var død af sult? De to sider bliver stillet over for hinanden i forskellige klip, hvor man på den ene side ser besættelsen som virkelig, og på den anden side ser den rationelle forklaring: At pigen led af epilepsi og psykose. Det er afgjort en interessant problemstilling, lige meget hvilken side man holder med.
Men det er så også her, at filmen afslører sit virkelige ærinde. For selv om det aldrig bliver udtalt, bliver det langsomt tydeligt, at den bagvedliggende sympati er på præstens side. Og sammenhængen bliver helt klar, da hans advokat baserer sit forsvar på argumentet om, at hvis vi ikke kan bevise, at Gud ikke eksisterer, hvordan kan vi så være sikre? "The Exorcism of Emily Rose" er simpelt hen en film, der væver argumentationen for 'intelligent design' ind i et spændende plot.
Helt slemt bliver det, når man kigger på filmens fremstilling af virkeligheden. Den starter med et skilt om, at den er "based on a true story", og til sidst kommer der en eftertekst, der fortæller, at Emily Roses grav er blevet et helligt sted, hvor folk kommer for at bede. Men problemet er bare, at der aldrig har eksisteret en Emily Rose, som troede, hun var besat. Filmen er løst baseret på en sag fra Tyskland, hvor en pige ved navn Anneliese Michel gennemgik flere eksorcismer, og hendes præst efterfølgende blev tiltalt. Men det var altså i Tyskland i 70'erne, der var flere eksorcismer, og Michel troede ikke, hun var besat af dæmoner, men bl.a. af Hitlers ånd.
Når filmen alligevel forsøger at fremstille Emily Rose som en virkelig person, mener jeg, det afslører, hvad den virkelig er: Ganske elegant, men stærkt manipulerende fundamentalistisk kristen propaganda. Et år efter "The Exorcism of Emily Rose" kom den tyske "Requiem", som er baseret på den samme sag, men behandler den fra et mere naturvidenskabeligt - og efter min mening klart mere sobert - synspunkt.
"The Exorcism of Emily Rose" var svær at give karakter. For der er ikke noget i vejen med det filmiske håndværk. Spændingen bliver fint holdt ved lige, gyserscenerne virker godt, og det er faktisk svært at gætte, hvad retssagen vil ende med. Den kammer en lille smule over i et par af eksorcisme-scenerne, men ikke slemt. De to hovedroller - Laura Linney som advokaten og Tom Wilkinson som præsten - spiller også godt. Men jeg kan i den grad ikke lide filmens reelle dagsorden.
Konflikten er den klassiske mellem religion og rationalitet. Havde præsten ret i at handle efter sin - og pigens egen - formodning om, at hun var besat af dæmoner, eller burde han have fået hende på hospitalet, så hun ikke var død af sult? De to sider bliver stillet over for hinanden i forskellige klip, hvor man på den ene side ser besættelsen som virkelig, og på den anden side ser den rationelle forklaring: At pigen led af epilepsi og psykose. Det er afgjort en interessant problemstilling, lige meget hvilken side man holder med.
Men det er så også her, at filmen afslører sit virkelige ærinde. For selv om det aldrig bliver udtalt, bliver det langsomt tydeligt, at den bagvedliggende sympati er på præstens side. Og sammenhængen bliver helt klar, da hans advokat baserer sit forsvar på argumentet om, at hvis vi ikke kan bevise, at Gud ikke eksisterer, hvordan kan vi så være sikre? "The Exorcism of Emily Rose" er simpelt hen en film, der væver argumentationen for 'intelligent design' ind i et spændende plot.
Helt slemt bliver det, når man kigger på filmens fremstilling af virkeligheden. Den starter med et skilt om, at den er "based on a true story", og til sidst kommer der en eftertekst, der fortæller, at Emily Roses grav er blevet et helligt sted, hvor folk kommer for at bede. Men problemet er bare, at der aldrig har eksisteret en Emily Rose, som troede, hun var besat. Filmen er løst baseret på en sag fra Tyskland, hvor en pige ved navn Anneliese Michel gennemgik flere eksorcismer, og hendes præst efterfølgende blev tiltalt. Men det var altså i Tyskland i 70'erne, der var flere eksorcismer, og Michel troede ikke, hun var besat af dæmoner, men bl.a. af Hitlers ånd.
Når filmen alligevel forsøger at fremstille Emily Rose som en virkelig person, mener jeg, det afslører, hvad den virkelig er: Ganske elegant, men stærkt manipulerende fundamentalistisk kristen propaganda. Et år efter "The Exorcism of Emily Rose" kom den tyske "Requiem", som er baseret på den samme sag, men behandler den fra et mere naturvidenskabeligt - og efter min mening klart mere sobert - synspunkt.
"The Exorcism of Emily Rose" var svær at give karakter. For der er ikke noget i vejen med det filmiske håndværk. Spændingen bliver fint holdt ved lige, gyserscenerne virker godt, og det er faktisk svært at gætte, hvad retssagen vil ende med. Den kammer en lille smule over i et par af eksorcisme-scenerne, men ikke slemt. De to hovedroller - Laura Linney som advokaten og Tom Wilkinson som præsten - spiller også godt. Men jeg kan i den grad ikke lide filmens reelle dagsorden.
13/06-2007
