intelligenspacificering
1.0
Den tyske instruktør Kurt Wimmer bragede virtuost igennem med hans bare anden spillefilm, den forbavsende meningsrige og vellykkede Equilibrium, der muligvis ikke blev en kommerciel succes ved dens premiere, men som senere har opnået et berettiget kultfølge takket være filmens intelligente samfundsrefleksion og overrumplende iscenesatte actionscener, hvor den originalt koreograferede pistolballet må have gjort selveste John Woo umådelig misundelig. Der er dog ingen ækvilibrisme at finde i Wimmers seneste film, hvor balancegangen mellem actionspækket sci-fi, vampyrisk mytologi og futuristisk dystopi er så grandios fejlramt, at man nærmest skulle tro, at det var hensigten at begå den mest rodede og stupide film overhovedet. Med Ultraviolet har Wimmer næsten begået dette.
Handlingen er flygtigt sammenkogte fremtidsklichéer med et oprørsk og opdelt samfund (paralleller med Anden Verdenskrig og menneskelig terrorisme drages fragmentarisk, men dette finder intet fundament eller signifikans i filmen), hvorimellem protagonisten står som heroisk brobygger. I dette tilfælde spilles denne af den rædselsfulde Milla Jovovich, der nærmest gentager sin rolle fra de demente Resident Evil filmatiseringer som overjordisk og kampmæssigt handlekraftig kvinde. Hendes tvivlsomme indsats er med til at fastsømme Ultraviolet som et førsteklasses makværk, der kun kan stå som advarende eksempel for andre sci-fi fascinerede instruktører. Den fremadskridende handlingsfremdrift er ulidelig diffus (der skal dog nævnes, at produktionsselskabet i ren frustration overtog klippeprocessen og lukkede Wimmers ude, som ultimativt dementerede det endelig, spilletidsnedskårede resultat), de humanistiske problematikker ekstrem klistrede og horrible, men det værste er velsagtens den grimme produktionsværdi, hvor de effektoverdrevne og adrenalinskamferende actionscener falder til jorden med et eftertrykkeligt brag, da man som publikum føler, at man bare er passiv tilskuer til et middelmådigt computerspil. Wimmer har ladet sig inspirere af manga-genren (indikeret gennem den latterlige intro-sekvens, en tåbelig homagé til en langt mere uhøjtidelig tegneserieverden), men ambitionsniveauet er ikke blevet opbakket af budgettet, og langt mere ofte end sjældent ligner Ultraviolet en dårlig produceret skønhedsreklame, med en kunstig og uæstetisk farvelægning, der fjerner nuancerne fra billedet og gør det fladt. Wimmers postulerede status som visionær har i hvert fald lidt en større fejlmarkering.
Ultraviolet er propfyldt med virkemiddelovereksponering, hvor den klodsede klippestil desperat forsøger at appellerer til Mtv-publikummet, mens Klaus Badelts techno-poppede lydside er uudholdelig overdøvende. De talrige, men mekaniske actionscener er debilt visualiseret, i kongruens med at Wimmer forsøger at ekspanderer den unikke kampstil uden held eller betagelse. Ultraviolet er en fornærmende dårlig og pinefuld dilettantisk film, der heldigvis er blevet et eftertrykkeligt flop overalt. Wimmer har bevæget sig fra at være en potentiel genreinnovatør til at være en fastlåst (selv)plagiator.
Handlingen er flygtigt sammenkogte fremtidsklichéer med et oprørsk og opdelt samfund (paralleller med Anden Verdenskrig og menneskelig terrorisme drages fragmentarisk, men dette finder intet fundament eller signifikans i filmen), hvorimellem protagonisten står som heroisk brobygger. I dette tilfælde spilles denne af den rædselsfulde Milla Jovovich, der nærmest gentager sin rolle fra de demente Resident Evil filmatiseringer som overjordisk og kampmæssigt handlekraftig kvinde. Hendes tvivlsomme indsats er med til at fastsømme Ultraviolet som et førsteklasses makværk, der kun kan stå som advarende eksempel for andre sci-fi fascinerede instruktører. Den fremadskridende handlingsfremdrift er ulidelig diffus (der skal dog nævnes, at produktionsselskabet i ren frustration overtog klippeprocessen og lukkede Wimmers ude, som ultimativt dementerede det endelig, spilletidsnedskårede resultat), de humanistiske problematikker ekstrem klistrede og horrible, men det værste er velsagtens den grimme produktionsværdi, hvor de effektoverdrevne og adrenalinskamferende actionscener falder til jorden med et eftertrykkeligt brag, da man som publikum føler, at man bare er passiv tilskuer til et middelmådigt computerspil. Wimmer har ladet sig inspirere af manga-genren (indikeret gennem den latterlige intro-sekvens, en tåbelig homagé til en langt mere uhøjtidelig tegneserieverden), men ambitionsniveauet er ikke blevet opbakket af budgettet, og langt mere ofte end sjældent ligner Ultraviolet en dårlig produceret skønhedsreklame, med en kunstig og uæstetisk farvelægning, der fjerner nuancerne fra billedet og gør det fladt. Wimmers postulerede status som visionær har i hvert fald lidt en større fejlmarkering.
Ultraviolet er propfyldt med virkemiddelovereksponering, hvor den klodsede klippestil desperat forsøger at appellerer til Mtv-publikummet, mens Klaus Badelts techno-poppede lydside er uudholdelig overdøvende. De talrige, men mekaniske actionscener er debilt visualiseret, i kongruens med at Wimmer forsøger at ekspanderer den unikke kampstil uden held eller betagelse. Ultraviolet er en fornærmende dårlig og pinefuld dilettantisk film, der heldigvis er blevet et eftertrykkeligt flop overalt. Wimmer har bevæget sig fra at være en potentiel genreinnovatør til at være en fastlåst (selv)plagiator.
16/06-2007
